Anmeldelse

Inkluderende læringsmiljø

En rød inklusionstråd

Gennemtænkt og gennemarbejdet materialesamling til udvikling af inkluderende læringsmiljøer i skolen med alle aktører på banen. Og så er det gratis, hvis man er tilfreds med den digitale udgave.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Inklusion i folkeskolen hænger uløseligt sammen med udviklingen af inkluderende læringsmiljøer, der for eksempel kan konkretiseres i arbejdet med det velfungerende klassefællesskab, klasseledelse og medindflydelse, motivation og lyst til læring, undervisningsdifferentiering og forældresamarbejdet.

Fakta:

Titel: Inkluderende læringsmiljø

Forfatter: Mette Wybrandt, Sara Hedegaard Jensen

ISBN: 978-87-996182-2-4

Pris: 100

Sider: 14

Type: Guide til skoleledelse og PPR

Forlag: Amondo

ISBN: 978-87-994672-9-7

Pris: 200

Sider: 60

Type: Inspirationskatalog til lærere og pædagoger

ISBN: 978-87-996182-0-0

Pris: 300

Sider: 41

Type: Refleksionsværktøj til team

ISBN: 978-87-996182-1-7

Pris: 300

Sider: 61

Type: Supervisionsværktøj til PPR-psykologer

Dette er de fem temaer i ”Inkluderende læringsmiljø”, der er udgivet med støtte fra Egmont Fonden og indeholder fire materialer. Materialerne er udviklet som en del af projektet ”Alle børn har lyst til at lære", afprøvet på en række testskoler i to kommuner og kan købes som trykte eller bestilles som gratis elektroniske eksemplarer.

Materialesamlingen indeholder et inspirationskatalog til lærere og pædagoger med konkrete øvelser, aktiviteter og værktøjer til udvikling af inkluderende læringsmiljøer i skolen. Et refleksionsværktøj til team med inspiration til teammøder, når man ønsker at drøfte og udvikle inkluderende læringsmiljøer. Et supervisionsværktøj til PPR-psykologer (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) med inspiration til supervision af lærer- og pædagogteam – og en guide til skoleledelse og PPR med henblik på at understøtte en skolekultur, der styrker inkluderende læringsmiljøer.

Som lærer kastede jeg mig straks over inspirationskataloget, der indeholder aktiviteter og øvelser til arbejdet med de fem temaer. Alle aktiviteter og øvelser er yderst velbeskrevne med gode tips, der blandt andet tager højde for, om man arbejder i ind- eller udskoling. Desuden indeholder kataloget også kopiark, hvilket er et ekstra plus for den travle lærer.

Refleksionsværktøjet giver mig og mit team inspiration til at planlægge, gennemføre og evaluere refleksionsprocesser i forhold til temaerne og med helt konkrete øvelser.

Supervisionsværktøjet og guiden giver henholdsvis PPR og skoleledelse inspiration til supervision af lærere og pædagoger samt understøttelse af en inkluderende skolekultur.

De fem temaer er gennemgående for alle materialerne, hvilket skaber sammenhæng: En rød tråd, der begejstrer mig. Herved gives alle skolens aktører mulighed for at have et fælles sprog, fælles udgangspunkt og fælles retning med udviklingen af inkluderende læringsmiljøer for øje.

Derfor må jeg på det varmeste anbefale at afprøve materialesamlingen – også i min kommune!

Powered by Labrador CMS