En bærbar computer med talesyntese kan læse teksten op for den ordblinde elev

Forsøg med it-rygsæk til ordblinde i udskolingen

I dag får alle ordblinde elever en såkaldt it-rygsæk, når de bliver optaget på en ungdomsuddannelse. Men nu afprøver fire kommuner - Bornholm, Hørsholm, Næstved og Sønderborg – om det vil hjælpe på deres overgang til ungdomsuddannelse, hvis det får den i 9. eller 10. klasse.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vil ordblinde elever i højere grad starte på og gennemføre en ungdomsuddannelse, hvis de får en it-rygsæk allerede i folkeskolen?", lyder det spørgsmål, som Undervisningsministeriet søger besvaret i det nye forsøg. 

"Ordblindhed skal ikke være en hindring for at klare sig godt i skolen og senere på en ungdomsuddannelse. Det kan være en stor mundfuld for elever, hvis de først får de nødvendige hjælpemidler, når de er startet på ungdomsuddannelsen, og derfor undersøger vi nu, hvad effekten vil være, hvis vi sikrer, at ordblinde børn og unge får den rette støtte, før de starter på ungdomsuddannelsen", skriver undervisningsminister Christine Antorini i en pressemeddelelse.

Alle 9.- og 10.-klasses elever i de fire kommuner er blevet screenet med den såkaldte SPS-screeningen, som også er den, der bliver anvendt på ungdomsuddannelserne. Dernæst bliver de elever, der har behov, tilbudt en it-rygsæk, som kan hjælpe dem i deres daglige skolearbejde. "Rygsækken" består af en bærbar computer med talesyntese, der kan læse teksten op, et ordforslagsprogram, der kan støtte skrivning, og en scanner og scannepen til at scanne papirtekst til oplæsning - samt vejledning i at anvende grejet.

Forsøget er et led i et større projekt under Undervisningsministeriet, som skal sikre smidige overgange for ordblinde elever mellem grundskole og ungdomsuddannelse. I januar 2015 introduceres en ny ordblindetest, som skal bruges til at identificere ordblinde elever fra 3. klasse til de videregående uddannelser.

Ungdomsuddannelser får et beredskab på 400 it-rygsække