Elever opdeles i duller og helte

I dag er der heltetræning for drengene og dulledag for pigerne på skemaet for en københavnsk skole. Det har vakt harme på de sociale medier, og den konstituerede skoleleder erkender, at det ikke var et heldigt ordvalg.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På Frederiksgård Skole i Vanløse fik eleverne på mellemtrinnet i går en seddel med hjem med ordlyden:

"I morgen skal alle drenge have 'heltetræning' i Grøndals Multicenter og derfor have gymnastiktøj på fra morgenstunden af, huske at have store madpakker med og masser af væske i drikkedunke. Alle pigerne skal holde 'dulledag' hjemme på skolen og derfor have alt det fine tøj med de har hjemmefra, makeup, neglelak og ting til håret".

Sedlen er senere blevet delt flittigt på de sociale medier, og flere har udtrykt bekymring over, at skolen vælger at kønsopdele eleverne i stereotype kønsroller som henholdsvis helte og duller.

"Vi skulle have tænkt os bedre om, da vi navngav dagen. Det kunne for eksempel have været 'heltindedag' eller 'pigedag'", siger konstitueret skoleleder Morten Leer til tv2.dk. Han forklarer, at emnedagen ikke handler om, at stigmatisere nogen i forhold til deres køn, men at det var for at styrke pigernes og drengenes indbyrdes sociale relationer - og pigerne får også heltetræning.

"Pigerne skal på heltekursus i næste uge, hvor drengene så skal lave noget andet. Og i forhold til dagens aktivitet for pigerne, hvor de skal klæde sig ud og 'dulle sig op', så har eleverne været medindraget og selv været med til at bestemme, hvilke aktiviteter, de godt kunne tænke sig i dag", siger Morten Leer til tv2.dk.

Formes piger og drenge af biologi eller kultur?

Kønsopdeling er almindeligt i folkeskolen Cecilie Nørgaard, der er uddannelses- og kønssociolog, kan godt se det sjove og det hensigtsmæssige i at dele børnene op på den ene eller anden måde, men hun mener, at det bliver et problem, når det altid sker efter det biologiske køn. Hun har også set opslaget, og hun tror, at det er en forventning om, hvordan piger og drenge er, der ligger til grund for denne opdeling, snarere end hvordan piger og drenge reelt er.

"De voksne pådutter børnene en særlig identitet på baggrund af deres køn, og det er kritisabelt. Mennesker er gjort af meget andet end deres biologiske køn, og det er som om, vi nogen gange glemmer det, når det angår børn". Hun er uddannet lærer og har selv produceret forskelligt undervisningsmateriale om køn og kender derfor til problemstillingen på nærmeste hold.

"Det er et problem, at det er den samme fortælling om, hvad det vil sige at være pige eller dreng, som bliver gentaget igen og igen. Så bliver det ekstremt svært at være pige eller dreng på andre måder end den, som der bliver fortalt i kulturen. Piger er meget forskellige og drenge er meget forskellige", siger hun og tilføjer, at med opdelingen kan børn komme i klemme, hvis de hellere vil det andet. Men opdelingen på Frederiksgård Skole er ikke næppe noget særtilfælde.

"Nu er folk helt oppe at køre over denne tekst, der ruller rundt, men det er fuldstændig almindelig og daglig kutyme - denne her er bare ikke smurt ind i en eller andet charmerende indpakning. Selve den traditionelle opdeling, hvor man forventer noget af piger og noget andet af drenge, er kutyme i skolen i dag", siger Cecilie Nørgaard. (opdateret, red.)