Anmeldelse

Børn med eksplosiv adfærd

Bomber, tændstikker, pytspande og meget mere

Det lyder som starten på et eventyr, og det kan det meget vel blive til for såvel voksne som børn, der giver sig i kast med "bombekurset", som er omdrejningspunktet i bogen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børn, der hurtigt "tænder af", oplever og skaber ofte meget negativitet, og voksne har til tider svært ved at rumme dem og møde dem med en positiv indstilling. Hvilket blot er med til at forstærke problematikken.

Fakta:

Titel: Børn med eksplosiv adfærd

Forfatter: Gry Bastiansen

ISBN: 9788750043614

Pris: 249

Sider: 96

Forlag: Akademisk Forlag

"Børn gør det bedste, de kan" er bogens budskab, og det er voksnes ansvar at lære dem at klare det bedre. Her kan de fleste pædagoger og lærere (for slet ikke at snakke om forældre) sukke dybt, men fortvivl ikke. Materialet rummer det, som mange professionelle efterspørger, en meget simpel og konkret måde at arbejde med udfordringen på.

Tanken er grundlæggende, at børnene, og klassen hvis det skønnes nødvendigt, kommer på et "bombekursus" (ved børn under 3. klassetrin og førskolebørn arbejdes der kun med hele gruppen). Her er målet, at det enkelte barn skal udvikle en øget bevidsthed og mestring, således at det ikke bliver offer for omstændighederne, men kan genkende og handle, før bomben sprænger. Der er fokus på, hvilke situationer og ikke mindst hvilke børn der fungerer som "tændstikker", og som dermed bidrager til, at problemer opstår. Videre arbejdes der med, hvad det enkelte barn og gruppen kan gøre for at undgå, at bomben sprænger, og på barnets muligheder for at handle, når sprængladningen er ved at detonere.

Alt tager udgangspunkt i en forbilledlig simpel tegning, som fungerer som udgangspunkt for en afklaring, og den anvendes ligeledes til løbende opfølgning. Bombekurset kan suppleres med mange spændende indslag, fra dukketeater, rollespil, oplæsning, film, fortælletæpper til en mere målrettet indsats i forhold til at højne selvfølelsen, hvilket ikke mindst er centralt på ungdomstrinnet. Arbejdsbog, film med mere kan alt sammen downloades fra hjemmesider, så alt er faktisk serveret.

Jeg er lidt ambivalent over at skulle komme med et lille negativt og måske personligt suk. I et af bogens kapitler findes et afsnit om den positive psykologis fortræffeligheder. Dette kan absolut diskuteres og må ikke stå som den eneste sandhed om, hvordan vi skaber en positiv udvikling. Det er vigtigt, at den pædagogiske verden forholder sig kritisk til normative teorier og ikke tager disse til sig som eneste og absolutte sandheder.

Alligevel har jeg ingen problemer med en klar anbefaling af dette materiale, som kan læses og anvendes både i børnehaver, skoler og af forældre.

Powered by Labrador CMS