Kredsformand Torben Hagedorn, vil arbejde for klarhed over, hvilke opgaver, der falder bort, når lærerne skal undervise mere.

Kredsformand: Vi skal vide, hvad vi ikke skal lave

Aabenraa: For Torben Hagedorn, der er kredsformand i Aabenraa Lærerkreds, handler det om at sikre professionsidealet. Kredsen arbejder for indflydelse via dialog med forvaltningen, selvom der findes et smertepunkt, som kan få dialogen til at stoppe.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad kan vi bruge hinanden til, når vi ikke har en lokal aftale at læne os op ad? Hvordan skal vi have tillid til hinanden, når medarbejdernes vetoret er forsvundet på grund af den virkelighed, som blev indført med regeringens lovindgreb og dermed nye arbejdstidsregler?

De spørgsmål stiller de hinanden i Aabenraa, hvor den lokale lærerkreds, formanden for skolelederforeningen og byens skolechef mødes for at finde ud af om og hvordan de kan nå hinanden i den nye skolevirkelighed.

Folkeskolen.dk bringer her interviews, hvor parterne kommer med deres perspektiver på problemstillingen.

Formand for Aabenraa Lærerkreds Torben Hagedorn:

"Vi forsøger at få noget af professionsidealet fastholdt. Vi er dem, der ved, hvordan der skal undervises. Det er os, der har det professionelle ansvar for den gode undervisning, og vi skal have nogle ordentlige vilkår for at kunne udføre det her professionelle arbejde. Vi kan ikke lave nogen aftale, for det vil de ikke. Så vi skal have lavet en forståelse af, hvordan man laver den bedste undervisning samtidig med, at man laver et godt arbejdsmiljø", siger Torben Hagedorn, der er fokuseret på arbejdsmiljøet.

"Loven giver lederne uindskrænket ledelsesret, og vi skal forsøge at sikre lærerne nogle rammer, så de fortsat kan have et godt arbejdsmiljø. Vi udveksler synspunkter med skolechefen - vi forhandler ikke. Vi sidder og drøfter, hvordan vi skaber den bedste skole ud fra den nye virkelig, vi har fra 1.august 2014., og hvordan arbejdstiden skal strikkes sammen, for at vi skaber den bedste skole", siger Torben Hagedorn, der samtidig oplever at modparten - nemlig skolechefen - er under et tydeligt pres fra KL og lokalpolitikerne.

Er det et alternativ at droppe dialogen?

"Det har vi da drøftet også i kredsen. Vi har da også drøftet, at vi den 1. august 2014 bare møder op på arbejde, og så må ledelsen sige, hvad der skal laves. Vi har ikke lagt os fast på noget. Men når vi bliver inviteret, vil vi gerne være med til at tale om, hvordan vi skaber den bedste arbejdstid for medarbejderne. Det er en kæmpe ledelsesopgave det her, og man må også se i øjnene, at det er usikkert om alle lederne kan løfte det her. De har fået ledelsesretten, med ledelsesretten er der også en pligt til at lede".

Hvad er der for dig at se at vinde ved at bide sig fast i bordet og insistere på forhandlinger?

"At vi får så meget indflydelse som muligt, samtidig at vi ikke skal sælge ud. Modparten vil gerne have, at vi underviser mere. Og det er på en måde reelt nok, men så er der noget andet, som vi ikke skal lave. Og det er der, vi skal bide os fast, for ellers bliver kvaliteten ikke ordentlig. Og så kan man ikke have det professionelle ansvar som lærer.

Så I har et smertepunkt, hvorefter I bliver nødt til at være defensive?

"Det smertepunkt har vi ikke defineret, men det findes, og vi drøfter det på hver eneste kredsstyrelsesmøde. Jeg er forholdsvis heldig, fordi jeg har en modpart, der ved hvad god skole er. Fordi han er læreruddannet og han ved, hvad god undervisning er og hvordan man skaber god undervisning. Så der har jeg en kæmpe fordel i forhold til de kredse, der har en skolechef, der ikke har noget begreb om skole. Men han er jo også presset af sit bagland og lokalpolitikerne. Vi er langt henad vejen enige i, hvad en god skole er, og hvordan man skaber den", siger Torben Hagedorn, der vil have indkaldt til et medlemsmøde snarest, så kredsen holder sig i sync med de lokale medlemmer.

Skolechef: En arbejdstidsaftale er ikke aktuel

I Aabenraa Lærerkreds regner de med, at meget kompetence stadig bliver nødt til at ligge på det lokale kredskontor.

"Kredsen kommer fortsat til at lave rammerne. Tillidsrepræsentanterne kan måske godt lave aftaler ude på skolerne, men rammen skal skabes i en fælles forståelse med kredsen. Ellers vil man få en udpræget forskellighed på de 23 skoler vi har hernede hos os. Der er nok nogle tillidsrepræsentanter, der vil blive kørt over. Og det er ikke for at forklejne tillidsrepræsentanternes arbejde, men de har jo også undervisningsopgaver de skal passe", siger Torben Hagedorn.

Før DLF-kongres: Tillidsrepræsentanterne må ikke stå alene

Powered by Labrador CMS