Det er ikke så mærkeligt, hvis lærere og ledere i folkeskolen oplever, at de får mange forskellige signaler omkring inklusion. For der er flere dagsordener på spil i kommunerne.


New Public Management er ikke noget nyt begreb i offentlig styring. Men ifølge Helene Ratner, som er adjunkt ved institut for ledelse, politik og filosofi på Copenhagen Business School, er det kun en af de tendenser, der i øjeblikket gennemsyrer inklusionsindsatsen i skolerne. Hun har skrevet ph.d om ledelse af inklusion i folkeskolen, og i den forbindelse har hun besøgt, observeret og analyseret inklusionsindsatsen på en række skoler. Og det er der kommet en bog ud af "Inklusion - dilemmaer i organisation, profession og praksis", som udkom i går.

Anmeldelse: Spørgsmål er de bedste svar


På skolerne vil lærere og ledere opleve, at tingene stritter i forskellige retninger - der er både øget decentralisering og øget centralisering. Skolerne skal både være selvstændige, innovative og forandringsparate, samtidig med at de skal agere i en nulfejlskultur.


Der er flere mekanismer i spil samtidig. Samtidig med new public management, som lægger ansvaret ud økonomisk og centraliserer via målstyring og dokumentation, arbejder kommunerne også med et mere traditionelt bureaukrati og et øget fokus på digitalisering og en ide om netværksledelse.

"Der er rigtigt mange former for styringsmekanismer i spil. Og lærere og skoleledere kan nemt ende i et krydspres mellem for eksempel faglighed og økonomi. Man gør den enkelte skoleleder ansvarlig ved at skabe et økonomisk incitament til inklusion. Det er ikke i sig selv en dårlig ide. Men hvis økonomien kommer til at overskygge fagligheden, så er det ikke sikkert, at det hjælper børnene", siger Helene Ratner til folkeskolen.dk.

Kommunen skal beholde ansvaret


Kommunerne skruer overordnet på tre forskellige styringsværktøjer, når de indfører inklusion: Supervisionsledelse, hvor skolen skal tage ansvar for egen udvikling er én. Den anden handler om økonomiske incitamenter. Og endelig sker der en forskydning af fagligheden, så erfaring erstattes af blandt andet evidensbaseret viden, forklarer forsker Helene Ratner.


"Det er som sådan fint at arbejde med forskellige styringsmekanismer, for det er ikke nok kun at tale om værdier. Men det er vigtigt, at kommunen bliver ved med at tager et ansvar. Man kan godt lægge et økonomisk ansvar ud på skolerne. Men hvis man ikke anerkender, at det kan være svært og i visse tilfælde endda umuligt, hvis skolerne i forvejen er økonomisk presset, så er det ikke optimalt. Kommunerne skal tage ansvar for, at skolerne har rammerne og komptencerne til at varetage de opgaver, der lægges ud til dem, både kommunikativt og økonomisk. I stedet for udelukkende at forskyde ansvar og skyld nedad og skabe en fortælling om dårlige lærere, der kan udrette mirakler, hvis de bare arbejder med deres egen selvforståelse".

Skal vi tale anerkendende eller prøve at få støtte?


I inklusionsstrategierne sætter man samtidig gang i uddannelse, et nyt børnesyn, kultur og værdier, økonomistyring og nye visitationsmodeller i forbindelse med diagnoser. Det skaber modsatrettede krav til lærerne. Nogle gang beder man på den ene side lærerne om at arbejde relationelt og anerkendende og se på barnets resurser og på den anden side skal de beskrive børnene 'med problemer' for at få hjælp. Som en  af de AKT-lærere, Helene Ratner har interviewet i sin forskning, siger:


"Vi har et udviklingsprojekt, hvor vi fokuserer på børns resurser i stedet for den klassiske fejlfindingsmodel. Men hvis vi vil have penge til specialundervisning, er vi nødt til at beskrive dem som monstre".


Når lærerne har med børn at gøre, som ligger i gråzonen, bliver de fanget mellem to forskellige styringsstrategier. Det, der er rigtigt i den ene strategi, blive forkert i den anden.


"Det sætter lærere og ledere i et krydspres, for de skal se på problemer, som noget, der skabes af konteksten og relationerne. Men samtidig kommer der flere og flere diagnoser, som placerer problemet i hjernen og biologien. Nogle modeller samtænker de to problemforståelser, men det er langt fra alle".

Helene Ratner understreger, at lærere og ledere aldrig bare må tage en opskrift eller model blindt til sig. Man bør træde tilbage og se på, hvilke forventninger de sætter, og hvad de gør ved ens praksis. Hvad bliver inklusion til, når man arbejder med Pals fx, og hvordan hænger det sammen med resursetildelingssystemet? 

"Når man ser på de mange forskellige rammer for inklusion, så opdager man dilemmaer. Selvom man egentlig gør et godt stykke arbejde. Men midt i dilemmaerne opstår også nye muligheder for læring og udvikling, hvis man ikke bare bliver skuffet over en virkelighed, der ikke lever op til idealet".

Læs interview med Helene Ratner om lærerens nye ændrede rolle med inklusionen i næste nummer af fagbladet Folkeskolen, som udkommer 12. september