Trine Cirkeline Kvist satte med sin henvendelse til Arbejdermuseet gang i indsamlingen af genstande fra lockouten.

"Historiens mest farverige konflikt"

Over hundrede lærere afleverede i går alternative skoleskemaer, T-shirts, bannere og andre effekter fra lockouten på Arbejdermuseet. Og ’verdens største lockout-perleplade’. En arbejderhistoriker kaldte lærerlockouten ”den mest farvestrålende konflikt i historien”.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ind myldrer de. 100 lærere, godt og vel. Ind på Arbejdermuseet i København. I går. De skal aflevere effekter fra forårets lockout til museets arkiv, så konflikten aldrig bliver glemt - badges, alternative skoleskemaer, T-shirts….

Og hvad, der bliver kaldt "Verdens største lockout-perleplade".

Det er dén, der er anledningen til det hele, fortæller Arbejdermuseets inspektør Margit Bech Larsen i sin velkomsttale. Lærer Trine Cirkeline Kvist ringede til museet efter lockouten og tilbød perlepladen, der er en pæn meter bred og mange meter lang. Museet takkede ja og ville gerne have flere genstande fra lockouten og arrangerede derfor dagens indsamling.

Hent e-bogen: Fortællingen om lærerlockouten

Lockouten har historisk betydning Museet har nemlig tradition for at indsamle materialer fra arbejdskonflikter og overvejer desuden for tiden, hvem museet egentlig er museum for, fortæller museumsinspektøren. Er det kun for arbejdere i snæver forstand, eller for lønmodtagere i bred forstand?

"Desuden var lærerlockouten en test af den danske model, og derfor har konflikten stor historisk interesse", siger museumsinspektøren og overlader talerstolen til Trine Cirkeline Kvist, der er lærer i billedkunst på Herstedvester Skole på den københavnske vestegn.

 "Perlepladen symboliserer, at en lille lærer er en del af et kæmpe fællesskab", siger hun.

Øjebliksbilleder fra konflikten Perlepladen består af små firkanter, der er lavet af omkring 150 lærere og sat sammen til et kæmpeværk. Øjebliksbilleder, kalder Trine Cirkeline Kvist de små firkanter - demonstrationsvogne, cykeloptog… En lærer har lavet et ansigt, der skinner som en sol, og skrevet "Kærlighed til skolen".

"Meningen var, at hver lærer skulle lave et øjebliksbillede fra lockouten, og jeg tænkte, bare det nu ikke kun bliver negative billeder af Ziegler, men det blev positive motiver. De kom helt af sig selv", fortæller Trine Cirkeline Kvist til folkeskolen.dk.

Hun fik ideen til perlepladen, da hun så en menneskekæde af lærere, der stod og vinkede i morgentrafikken fra Roskilde til Rådhuspladsen i København.

Viste svagheder i den danske model

Så er museumsinspektør fra Nationalmuseet, historikeren Lars K. Christensen på talerstolen.

"Lærerlockouten er den hidtil mest farvestrålende konflikt i historien med udklædninger, sangindslag på youtube og meget mere. Hvis den var blevet bedømt på det kunstneriske indtryk, ville lærerne have vundet på point", siger han. "Det er hørt!" lyder det fra salen.

"Det var en slidekrig", fortsætter historikeren, "men der var på forhånd dømt fordel til KL, fordi lockouten ikke kunne give arbejdsgiverne økonomiske tab".

"Man kan spørge, om det så var klogt af lærerne at tage kampen, men Danmarks Lærerforening opnåede i hvert fald to ting: Man rankede ryggen og bevarede sin selvrespekt. Og man satte fokus på svagheder i den danske model". "Hørt!" lyder det igen fra salen.

Den danske model er en illusion på det offentlige arbejdsmarked

Kaffe og kikskage De fremmødte lærere går nu hen til to borde og aflevere deres medbragte effekter. Museumsmedarbejdere tager imod og noterer, hvad lærerne fortæller om materialerne.

Foreløbig er genstandene til museets samling. En udstilling om lockouten er ikke lige på trapperne, først skal museet lige studere, hvad der er kommet ind. Måske vil museet engang lave en udstilling om den faglige konflikts historie, og dér ville det i givet fald være oplagt med ting fra lærerkonflikten 2013, fortæller museumsinspektør Margit Bech Larsen.

Og så er der kaffe og kikskage.