Dragør-elever satte elever og lærere på "dødsliste"

I forbindelse med sidste skoledag skrev en gruppe afgangselever adskillige eksemplarer af en liste over elever og lærere, som skulle "findes og slås ihjel". Straffen for eleverne blev blot, at de skulle give en undskyldning på skolen. Skolechefen mener nemlig, at listen ganske vist går over stregen, men at "drillelister" er almindelig kutyme på skolen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"We will find you, and we will kill you", stod der i bunden af den liste med over navngivne lærere og elever, som nogle afgangselever hængte op på Dragør Skole Syd inden sidste skoledag. Folkeskolen.dk er kommet i besiddelse af listen, som knytter meget grove ord til nogle af skolens elever og lærere. Derfor blev listerne fjernet, og det lykkedes lærere og ledelse at finde eleverne bag listen. 

Ifølge folkeskolen.dk's oplysninger var det dog ikke alle, der var enige i, at det var straf nok, at eleverne skulle give  en offentlig undskyldning foran lærere og elever. Nogle oplevede nærmest, at de pågældende blev hyldet af de øvrige elever  Men disse synspunkter fik ikke medhold hos ledelsen, og nogle har derfor valgt at videregive listen anonymt til folkeskolen.dk

Skolens afgangselever har i flere år haft en kultur for at lave de såkaldte "sorte lister", men det har dog aldrig været accepteret af skolens lærere, og det har denne gang ført til så meget debat, at skolechefen har været involveret. Keld Hansen, som er skolechef i Dragør Kommune, har været med til at udrede episoden med den lokale skoleleder, den overordnede skoleleder samt de involverede elever og forældre. Han mener, at årets liste gik over stregen, men at der fortsat skal være plads til at lave drillerier sidste skoledag.

"Jeg vil ikke kalde det her en dødsliste, men snarere en slags drilleliste. Det har i mange år været kutyme på skolen at drille lærere og elever sidste skoledag. Der skal være mulighed for at have det skægt på sin sidste dag på en fornuftig måde. Denne her gang er det gået over stregen, men det vigtige for mig har været, at eleverne er blevet konfronteret og har sagt undskyld. Fremadrettet skal vi sikre en god omgangstone på sidste skoledag, så alle kan være med", siger Keld Hansen.

Lærerne har nul tolerance Blandt lærerne på Dragør Skole Syd er holdningen, at de ikke vil acceptere nogen grad af drillerier på sidste skoledag. For dem er det vigtigt, at der bliver udarbejdet klarere retningslinjer, så kulturen med at lave sorte lister på skolen bliver helt udryddet.

"Det skal simpelthen nedskrives i skolens retningslinjer, at den sorte liste er forbudt. Nogle forældre ser sådan en liste som en tradition, men fra lærernes side har vi aldrig tolereret en sort liste. Dragør Skole er en mobbefri skole og her skal ikke en gang en drilleliste være i orden", siger tillidsrepræsentanten for Dragør Skole Syd, Line Daugbjerg.