Nordisk Råd opretter pris for børne- og ungdomslitteratur

"Søndag" af Kim Fupz Aakeson og "Biblia Pauperum Nova" af Oscar K. er nomineret til Nordisk Råds nyoprettede pris for børne- og ungdomslitteratur. I alt 14 værker er nominerede. Prisen er på 350.000 danske kroner og bliver uddelt i Oslo den 30. oktober.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som en parallel til Nordisk Råds prestigefyldte litteraturpris har rådet nu indstiftet en børne- og ungdomslitteraturpris. Som litteraturprisen er børne- og ungdomslitteraturprisen på 350.000 kroner. Den uddeles første gang den 30. oktober i Oslo.

"En nordisk børne- og ungdomslitteraturpris vil sammen med en række andre aktiviteter give et markant og synligt løft af børn og unges læselyst. Vi har set, at de øvrige nordiske kulturpriser er med til at skabe både nordisk og international opmærksomhed om kulturen, og det skal vi udnytte også på børne- og ungdomsområdet," sige den norske kulturminister Hadia Tajik.

"I Norden har vi en fantastisk tradition for børne- og ungdomslitteratur på et meget højt niveau. Børne- og ungdomslitteraturen er en vigtig del af vores nordiske selvforståelse, som tilmed nyder stor international anerkendelse. Jeg er derfor utroligt glad for, at det nu også er lykkedes at samle bred politisk opbakning til at oprette en nordisk pris for den del af litteraturen," tilføjer hun.

Danmark sender Aakeson og Oscar K.

Det danske bedømmelsesudvalg, bestående af Cecilie Eken, Jens Raahauge og Søren Vinterberg, har indstillet "Søndag" af Kim Fupz Aakeson og Eva Eriksson (ill.) og "Biblia Pauperum Nova" af Oscar K. og Dorte Karrebæk (ill.).

Man skal gøre sig umage for at forstå en tekst

"Søndag"

Historien i "Søndag"er, at seksårige Torsten skal have en lillebror eller lillesøster. Er det, fordi min far og mor ikke elsker mig mere, spørger Torsten sig selv. Han begynder at lave en liste over det, han ved om kærlighed. Netop som han er færdig med listen, bliver han inviteret på søndagsmorgenmad i forældrenes seng, og han føler, at der er kærlighed nok til alle.

"Vi indstiller denne billedbog fordi den i en stram ramme formår at fortælle en historie der kunne have været banal og utroværdig, men i stedet får både børn og voksne til at fornemme lykken i at der er kærlighed nok til alle - i hvert fald lige nu", skriver prisudvalget i sin indstilling.

"Biblia Pauperum Nova"

"Biblia Pauperum Nova" genfortæller Det nye Testamentes historie om Jesus Kristus.

"Det er ikke i hvert årti vi ser en bog af denne kaliber. En bog der med ord- og billedkraft sætter tro og tænkning på dagsordenen. En bog der på fineste vis står vagt om en nordisk tradition for tabuallergi", skriver prisudvalget.

I alt 14 værker er nomineret til denne første udgave af Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris.