SPECIALPÆDAGOGIK-NETVÆRKET er for alle, der interesserer og arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov.

I samarbejde med Tidsskriftet Specialpædagogik

(7.833 følger) Se alle medlemmer
Blog
2   941

Faglighed og omtanke i skolens praksis

Abonner på nyt om Brian Degn Mårtensson i dit personlige nyhedsbrev.


Et indblik i tankerne bag udarbejdelsen af bogen, der blandt venner blot kaldes "Skolens praksis", men som faktisk har en noget længere og ganske besværlig titel.

 

Der er netop udkommet en ny bog om skolens virke. Den hedder Skolens praksis – tilgange til pædagogik, undervisning og læring. I det følgende vil jeg fortælle lidt om tankegangen bag bogen, og hvorfor den måske kan og bør blive ganske vigtig for vores fælles samtale om vores fælles skole. Ikke fordi den nødvendigvis er mere fantastisk end så mange andre bøger, men mere fordi den er et forsøg på noget nyt i dansk pædagogik. Jeg skal med det samme understrege, at jeg på ingen måde er upartisk, idet jeg selv er redaktør på bogen, men alligevel vil jeg fastholde, at dens forfattere samlet formår at bidrage med noget, vi som samfund har manglet i mange år.

Artiklen fortsætter under banneret

Bogen har været to år undervejs, og indeholder bidrag fra en række dygtige danske forskere og praktikere. Det har fra starten været ambitionen at skabe et værk, der introducerer bredt til skolens virke, og dertil har ønsket været at tale om og til praksis, samt give konkret inspiration til undervisningen. Ydermere ville vi skabe et værk, der ikke blot behandlede pædagogik og undervisning som en instrumentel aktivitet, men også inddrog pædagogikkens kompleksitet og dilemmaer som et uundgåeligt faktum i al praksis. Alt dette lyder som en umulig opgave, idet et værk, der skal kunne anvendes direkte i den konkrete praksis nødvendigvis må være overkommeligt i omfang. Imidlertid mener vi at have løst opgaven.

Skolens praksis – tilgange til pædagogik, undervisning og læring læner sig naturligvis op ad en række andre mere specifikke værker om enkeltemner indenfor pædagogik, læring og didaktik. Det er altså ikke i denne antologi læseren skal finde den grundige gennemgang af et hvert emne med relation til skolen. Imidlertid præsenteres her et fagligt underbygget overblik, der kan bidrage til en individuel samordning af undervisningens mange aspekter. Hertil kan bogen med fordel anvendes på flere andre måder, afhængig af individuelle præferencer.

Bogen er opdelt sådan, at de første fire kapitler introducerer til generelle temaer vedrørende skole og undervisning. Ove Korsgaard beskriver først hvorledes skolen har knyttet sig til forskellige kanonisk formulerede forestillinger gennem tiden, fra fyrstestatens evangeliske husfader-ideologi til konkurrencestatens markedsoptik. Jørgen Christiansen gennemgår i kapitel 2 forskellige syn på læring, og giver i den forbindelse eksempler på praktiske implikationer af disse. Rene B. Christiansen gennemgår i kapitel 3 en række almendidaktiske spørgsmål, og relaterer disse til folkeskolens undervisning i praksis. I kapitel 4 behandler Peter Wick nyere forskning om undervisning og skolens praksis, og diskuterer i den forbindelse, hvad der ifølge evidensforskningen kan antages at virke.

Herefter følger de fagdidaktiske kapitler, der introducerer til først og fremmest dansk, matematik og engelsk. I kapitel 5 beskrives danskfagets centrale områder af Merete Havgaard, Torben Sebro og Tom Steffensen med udgangspunkt i en trinopdeling, hvor et særligt tema knyttes til hvert enkelt trin. I kapitel 6 beskriver Kim Foss Hansen matematikfaget, og begrunder i den forbindelse, hvorfor faget må forankres i interaktionen mellem lærer og elev, og mindre grad tage udgangspunkt i et bestemt lærebogssystem. I kapitel 7 behandler Trine Sofie Lausten tilsvarende faget engelsk, og viser i den forbindelse, hvorledes arbejdet med sprog må tage udgangspunkt i interaktion, deltagelse og engagement. Herefter skitseres skolens andre fag samlet i kapitel 8. Dette valg er truffet på baggrund af den almindelige fokusering på de tre store fag i politisk sammenhæng, på læreruddannelsen, i folkeskolen og i den almindelige debat. Imidlertid har man tidligere – og kan i øvrigt sagtens – betragte andre fag som særligt vigtige, afhængigt af, hvordan man tænker om skolens formål. Det er dog ikke bogens intention at tage aktiv part i denne debat, og derfor har vi pragmatisk valgt at prioritere analogt med den kontekst, læreren skal virke i. Herefter må skolens aktører så kontinuerligt diskutere, hvorledes skolen bør forstås og udvikles. Skolens andre fag, som i bogen således må acceptere en lettere komprimeret gennemgang, kan i andre og kommende udgivelser med fordel gøres til genstand for en mere uddybende behandling med henblik på et tungere forankret overblik og sammenknytning med generelle pædagogiske temaer.

Efter de fagdidaktiske kapitler præsenteres tre almene temaer med særlig relevans for praksis – elever med særlige behov, skole/hjemsamarbejde og evaluering. I kapitel 9 behandler Rasmus Alenkær i komprimeret form centrale temaer vedrørende børn med særlige behov og inklusion, og betoner i den forbindelse vigtigheden af en klar politik og begrundet praksis på området. I kapitel 10 skriver Niels Kryger om vigtigheden af en konstruktiv tilgang til skole/hjem-samarbejdet, og begrunder desuden, hvorfor dette må gøres til genstand for megen opmærksomhed i forbindelse med skolens virke og praksis. I kapitel 11 behandler Claus Madsen et andet generelt tema af største vigtighed i forhold til skolens praksis, nemlig evaluering, der på tilsvarende vis er repræsenteret ved store udfordringer af begrebslig, metodisk og praktisk karakter.

Afslutningsvis relateres bogens temaer til generelle træk i den stående debat om skolens og pædagogikkens funktion i og relation til samfundet. Thomas Aastrup Rømer giver i kapitel 12 et overblik over toneangivende retninger i den pædagogiske debat, og betoner, at der er behov for en afklaring af, hvad vi tænker om det fælles pædagogiske ansvar, der udtrykkes i folkeskolen. I kapitel 13 afrunder undertegnede bogen med et blik på skolens praksis i relation til samtidige sociale, politiske og historiske vilkår, og betoner, at pædagogik altid må være et åbent spørgsmål af eksistentiel karakter.

Som redaktør har det været nødvendigt at fravælge en masse spændende og vigtige emner med relation til skolen, såfremt bogen skulle leve op til ovenstående formål. Særligt teamsamarbejde, klasserumsledelse, cooperative laerning og LP-modellen er markante fravalg, set i relation til nutidige pædagogiske strømninger. Det skal dog nævnes af flere af disse emner er behandlet perifert, men fraværet af selvstændige kapitler om samme er helt tilsigtet. Der er tale om en pragmatisk løsning af hensyn til bogens almene fokus og kravet om overkommelighed i læsningen. Imidlertid ser jeg meget potentiale i en inddragelse af disse og andre fravalg i andre og kommende publikationer af oversigtsskabende karakter. Eksempelvis kunne det være brugbart for den enkelte lærer, hvis en supplerende metodisk og organisatorisk rettet antologi kunne fokusere herpå.

Et andet aktivt valg i arbejdet med denne antologi var, at den indholdsmæssigt skulle favne de spændinger, der i skrivende stund findes i den pædagogiske verden. På politisk, akademisk og praktisk niveau er der i dag megen debat om hvad pædagogik er, og hvad skolen egentlig skal. Denne – ofte hårde – debat resulterer ikke sjældent i en intens kamp om selve skolens grundlag og den derpå praktiserede undervisning. Skal den primært knytte sig til menneskelivet i al dets flygtighed, til erhvervslivet, til samfundet, individet, verden, staten eller en bestemt utopi? Hvad er målet og meningen med skolen egentlig? I Skolens praksis – tilgange til pædagogik, undervisning og læring opløses denne spænding ikke, idet en spænding – og en deraf følgende skoledebat - i denne redaktørs optik i sig selv er en styrke for et demokratisk samfund – og for pædagogikken i en almen forstand. Derfor har jeg i udvalget forsøgt at præsentere flere forskellige positioner og perspektiver fra samtidens skoledebat. Hermed opnås den styrke det er, at pædagogikken i praksis må acceptere en iboende spænding, og derfor er afhængig af aktiv refleksion fra praktikeren og dennes omverden. Hvis pædagogikken – og skolens virke – i modsat fald var fuldt belyst og indholdet heraf endeligt opgjort (på den ene eller den anden måde), vil det menneskelige samvær i skolen blive en bevægelse fra A til B, og pædagogik blive til tilpasning.

Når forskellige holdninger, fagsyn, positioner og perspektiver mødes i en konstruktiv samtale opnår pædagogikken en legitimitet, idet den – i kraft af den stående kritik og diskussion – fastholder en opmærksomhed på det pædagogiske paradoks. Sidstnævnte er i løbet af historien blevet formuleret på mange måder, og i denne sammenhæng er det først og fremmest relevant at betone, at skolen søger at frisætte (give mulighed for selvstændig handlen i sociale fællesskaber) individet via tvang (skolen/ forældrene bestemmer, hvad, hvornår og hvordan der skal læres), og oven i købet uden at vide, hvad eleven får brug for (idet vi ikke kender fremtiden). Så længe der i samfundet, i den akademiske verden, og allermest i praksis, er en stående debat om disse spørgsmål, kan vi forsøge at undgå, at skolen bliver undertrykkende og ensrettende. Pædagogik i et demokratisk samfund er dybt afhængig af en venskabelig kamp og en intensiv debat – med det fælles formål at give fremtidens borgere optimale muligheder i livet. En forudsætning for, at dette møde mellem standpunkter kan finde sted er, at de af og til bringes sammen. De kan foregå på et utal af måder, fx ved debatarrangementer, på pædagogiske møder, i dagspressen osv. I Skolens praksis – tilgange til pædagogik, undervisning og læring bringes forskellige synspunkter sammen i et forsøg på at belyse et bredt udsnit af de mange aspekter, der kan findes i skolens og lærerens praksis. Det overlades derefter til læseren og den videre debat at foretage en vedvarende afvejning.

Der er udgivet mange værker, der argumenterer for et bestemt syn på pædagogik, undervisning, læring og skolen. Det kan være både fint og nødvendigt. I Skolens praksis – tilgange til pædagogik, undervisning og læring forsøges det derimod at favne mange forskellige perspektiver, positioner og synspunkter med det formål, at læseren kan udvikle sin egen, selvstændige og nødvendige navigation i dette spændingsfelt. Dette baseres, som beskrevet ovenfor, på en forestilling om denne spænding iboende værdi. Bogens normativitet ligger altså i det almene perspektiv, der anlægges på pædagogikken. Det centrale er, at samtidens mange (ofte modsatrettede) tendenser så ofte som muligt bringes sammen, og at vi som samfund igen kan føre substantielle diskussioner om vores fælles pædagogiske ansvar. Vi behøver ikke at være enige, tværtimod. Spændingen er nødvendig.

Skolens praksis – tilgange til pædagogik, undervisning og læring er således udtryk for et fagligt fokus på en række centrale grundsten og spørgsmål med relation til et virke i skolen. Udvalget er – trods den oversigtsskabende form - komplekst og nuanceret, idet pædagogik og skolevirksomhed ikke kan betragtes simpelt og lineært. Hvordan de forskellige aspekter skal vægtes er der hverken blandt bogens forfattere, eller i samfundet i øvrigt, enighed om, og det bliver der (forhåbentlig) aldrig. Ligesom menneskelivet, som den jo omhandler, er pædagogik enkelt, kompliceret, alment og uforudsigeligt på en og samme tid. Selvom det derfor er umuligt at få sikker grund under fødderne, skal livet alligevel leves, ikke overleves. I samme ånd skal skolen bidrage til udformningen af noget, der ikke kan endeligt fastslås, men alligevel vil komme - fremtiden. Pædagogik indeholder altså altid et ubestemt element, og et barn skal derfor, med reference til Søren Kierkegaard, ikke blive til noget, men til nogen.

Dette indlæg er ikke en reklame (i hvert fald ikke en særlig catchy en af slagsen), og bogen kan lånes ganske gratis på biblioteket, hvis man er blevet nysgerrig. Til gengæld er det vigtigt for mig at vise, at der findes alternativer til den nuværende - i mine øjne ensporede - dominerende tænkning, der gerne vil ensrette og normalisere både skolen og lærerne. Vi kan altså godt fokusere på faglighed og skoleudvikling uden regneark og new public management! Vi kan også være seriøse og fagligt ambitiøse uden at reducere barnet til et konkurrenceparameter! Skolens kultur og skolens fag er værdifulde i sig selv, og bør være genstand for konstant faglig nysgerrighed og debat. Med Skolens praksis – tilgange til pædagogik, undervisning og læring forsøger forfatterne og jeg at tage et første skridt i retning af en ny, mangfoldig og levende faglig debat, der ikke lukker sig om sig selv i konkurrencestatens tåger. Det er mit ønske at mange andre og flere lærere, UC-undervisere og forskere vil bidrage til en genskabelse af en levende og åben debat om undervisningens stille mirakel.

 

Litteratur:

Mårtensson, Brian Degn (red) (2013): Skolens praksis – tilgange til pædagogik, undervisning og læring. Frederikshavn: Dafolo

www.dafolo-online.dk/bestil-b%C3%B8ger-og-tryksager-direkte-i-vores-onlinebutik.3348/Skolens-praksis---tilgange-til-p%C3%A6dagogik,-undervisning-og-l%C3%A6ring.4255.aspx

www.bibliotek.dk

 

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ