Arbejdsgruppen anbefaler at få sat gang i nogle forsøg med forskning tilknyttet, siger direktør for NTS-Centeret Lene Beck Mikkelsen

Arbejdsgruppe anbefaler ét fælles naturfag

Et nyt fælles naturfag, lyder anbefalingen fra arbejdsgruppen bag Naturfag i Tiden. NTS-Centeret har nedsat arbejdsgruppen og foreslår ministeriet at sætte forsøg med fælles naturfag i værk i 7.-9. klasse. Centeret inviterer til debatmøde med de faglige foreninger 30. maj.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Naturfagene skal spille bedre sammen. Lærere og ledere skal organisere en naturfaglig kultur, der kan fremme udviklingen og samspillet mellem naturfagene og styrke fagenes rolle. Skoleledere og skolechefer skal sikre, at alle skoler har en naturfagsvejleder. Afgangsprøverne skal afspejle fagenes indbyrdes samspil og arbejdsformer, og så skal Folketinget sætte forsøg i gang i folkeskolen med et nyt integreret naturfag, skriver arbejdsgruppen i Naturfag i Tiden.

Arbejdsgruppen blev nedat i 2010 med tre opgaver: at belyse potentialer for og barrierer imod et tættere samarbejde mellem fag og lærere i praksis, at begrunde og skitsere et fremtidigt integreret naturfag på 7.-9. klassetrin og at se på erfaringer med at integrere naturfag i blandt andet de nordiske lande.

Fysik/kemi-lærere: Fællesfaglig prøve kan ødelægge faget

"Dette har været til debat de seneste 20 år herhjemme, derfor anbefaler arbejdsgruppen, at vi får sat nogle forsøg i gang på området. Forsøg med forskning tilknyttet", understreger direktør for NTS-Centeret Lene Beck Mikkelsen, der har været med i arbejdsgruppen.

Styrke i sammenhængen "Vi anbefaler at tænke fagene mere sammen, så vi også kan håbe på, at eleverne ser sammenhængen til omverdenen bedre. I gymnasiet ser vi fagkombinationer, der går på tværs af det traditionelle, så som bioteknologi og geovidenskab".

Lene Beck Mikkelsen siger, at arbejdsgruppen ikke frygter, at faglig viden går tabt ved et nyt fælles naturfag.

"Tænkningen er ikke, at vi fjerner nogle elementer. Selvfølgelig vil der altid være emner, der glider ud i en udvikling, men styrken bliver til gengæld at kunne se sammenhængen og at kunne perspektivere nogle emner i forhold til nogle andre", mener hun.

Arbejdsgruppen nævner i Naturfag i Tiden, at de faglige foreninger frygter, at et stort fælles naturfag risikerer at blive beskåret, så timetallet bliver mindre, end det samlet er i dag.

Et fælles naturfag vil kræve en stor efteruddannelsesindsats, men Lene Beck Mikkelsen mener, at den nye læreruddannelse med undervisningsfag i stedet for linjefag netop kan understøtte et fælles naturfag, og at modulerne i læreruddannelsen kan bruges som efteruddannelse.

I Naturfag i Tiden står, at lærere i en naturfaglig kultur vil kunne blive udfordret og lære af hinanden. Hvis en flerfaglig undervisning skal fremmes, må flere lærere arbejde på at frigøre sig fra grundbøgerne, se perspektiverne i deres fag i forhold til de andre naturfag og se de andre fag i deres eget fag.

Arbejdsgruppen udtrykker håb om, at eleverne vil se naturfag som noget større og sammenhængende, der opleves mere meningsfuldt og relevant, og at fagene kan få en mere positiv signatur i det samlede skolebillede, end de har nu, hvor de er relativt små fag hver især.

De faglige foreninger for biologi, geografi og fysik/kemi er alle tre inviteret til debatmøde i NTS-Centeret torsdag den 30. maj, hvor en paneldebat vil være det bærende element i mødet.

 

Læs mere

Naturfag i Tiden - arbejdsgruppensanbefalinger