Anmeldelse

Undervisningsdifferentiering og teknologi

Nye og væsentlige perspektiver på teknologiens muligheder

Hvordan kan teknologiske læremidler integreres i skolens undervisning? I ny antologi præsenteres, hvordan forskellige teknologiske muligheder og perspektiver kan anskues i relation til skolens undervisning og almene didaktiske refleksioner.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Undervisningsdifferentiering og teknologi" er titlen på denne nye udgivelse fra KvaN. Udgivelsen består af 12 artikler skrevet i et letflydende sprog med et klart fokus på bogens tema.

Fakta:

Titel: Undervisningsdifferentiering og teknologi

ISBN: 978-87-92871-17-6

Sider: 192

Forlag: KvaN

Hensigten med antologien er at præsentere teknologi og særlige rammer, som kan understøtte differentiering i skolens undervisning. Der er altså tale om et spændingsfelt, hvor der på den ene side er fokus på teknologi forstået som elektroniske eller it-baserede læremidler og på den anden side er fokus på kravet og muligheden for undervisningsdifferentiering i skolens aktuelle praksis.

Spændingsfeltet bliver i antologien belyst ud fra en række forskelligartede perspektiver, hvilket giver et varieret billede af aktuelle teknologiske læremidler, muligheder for brug af disse og overvejelser over almendidaktiske perspektiver omkring fagenes indhold og metode.

Selv om der i antologien gives mange eksempler på konkret anvendelse af de teknologiske læremidler, er bogen ikke blot en metodebog. De mange eksempler illustrerer på udmærket vis mere almene perspektiver, herunder også teknologiens begrænsninger, problemfelter og muligheder.

Artiklerne spænder vidt indholdsmæssigt; nogle artikler tager udgangspunkt i en decideret faglig tænkning, for eksempel matematikundervisningen, andre gennemgår eksempler på brug af teknologiske redskaber og læremidler som smartboards og iPads, og atter andre præsenterer og vurderer forskellige internetbaserede portaler og programmer som eksempelvis Clio Onlines programmer til fagundervisning eller spillet "Præsident for en dag", der lægger op til mere tværfaglig undervisning. Selv om det til tider kan være svært at se den røde tråd i fremstillingen, er den indholdsmæssigt brede variation i artiklerne med til at give et indblik i de mange aspekter, som dukker op, når teknologien skal inddrages i undervisningen.

Centralt for antologiens bidrag er synet på teknologiens brugbarhed. Her bliver eksempelvis computeren fremstillet som noget, der kan give os mulighed for at arbejde med den "virkelige" verden, men i en modeludgave. Med den kan vi afprøve muligheder, som vi ikke ville kunne ellers, for eksempel når vi prøver at være præsident i et afrikansk land. Vi kan ved computerens brug se konsekvenserne af vores handlinger, hvilket kan give muligheder, som andre læremidler som bøger ikke i samme grad kan.

Lige så centralt for antologien er den indlejrede forståelse af lærer- og elevforudsætninger. Her skelnes der mellem "superbrugeren" og den "didaktiske superbruger", hvilket er en meningsfuld sondring, når læreren som professionel skal vurdere et læremiddels didaktiske og læringsmæssige potentiale.

I antologien ses altså nogle gennemgående syn på især læremiddel- og teknologibegrebet. Anskuer man derimod artiklerne ud fra et læringssyn, dukker der nogle mere forskelligartede perspektiver frem. I nogle artikler anvendes de teknologiske læremidler som vejen til at sikre eleven et bestemt læringsudbytte, for eksempel viden om vikingernes brug af hovedbeklædning, mens der i andre artikler lægges vægt på den legende tilgang, hvor læringsindholdet i langt højere grad udvikles på baggrund af elevernes egen tænkning og undersøgende tilgang. Benytter man derfor antologien som inspiration til egen undervisning, bør man gøre sig klart, hvilken tilgang der er indlejret i de enkelte artikler.

I artiklen "LEGO Education BuildToExpress – skolens schweizerkniv" fortælles der om, hvordan den åbne og eksperimenterende tilgang kan bruges i skolens undervisning. Læremidlet i denne undervisning udgøres af BuildToExpress, der er en form for Lego-byggekasse, som kan bruges til uanede mængder af byggeri. Artiklen igennem belyses det, hvordan denne tilgang dels har mange muligheder i sig, dels giver eleverne mulighed for at udvikle deres kreativitet og kritiske tænkning. Her er der i læringen fokus på læremidlet som inspirator for elevernes tænkning, altså dets motiverende og åbne karakter.

Antologien er i sin helhed et væsentligt bidrag til såvel debatten omkring brug af teknologiske læremidler i undervisningen som til udvikling og planlægning af konkret undervisning med inddragelse af teknologiens muligheder. Enkelte af artiklerne fremstår næsten som anmeldelser af de konkrete læremidler, hvilket kan være en hjælp for læseren til vurdering af det konkrete materiale; omvendt er det af samme grund væsentligt at have for øje, at antologien blot giver eksempler på læremidler og ikke som sådan har til hensigt at gennemgå alle muligheder udtømmende.

Antologien er gennemgående inspirerende skrevet, og den lever på fin vis op til sit formål, nemlig at bidrage til udvikling af lærerens kompetencer inden for brugen af teknologi i undervisningen. Som sådan vil bogen især være aktuel for lærere og lærerstuderende, om end undervisere i bred forstand også kan finde inspiration og motivation til nye måder at tænke på.