Lockouten og i allerhøjeste grad resultatet af den har stor betydning for den inklusionsindsats, som professor i specialpædagogik Susan Tetler står i spidsen for. Hun er formand for Ministeriet for Børn og Undervisnings videnspanel for inklusion.

»Meget afhænger af resultatet. Det handler jo også om lærernes engagement i forhold til de opgaver, der ligger foran dem, om det så er heldagsskolen eller inklusionsprojektet. Hvis man har modstand og føler, at der er foretaget et overgreb mod en, og man beslutter sig til at arbejde efter reglerne, det kan inklusionsprojektet nok ikke holde til. Om det dør eller udsættes på ubestemt tid, det ved jeg ikke«.

Ministeriet åbnede sidste efterår et resursecenter for inklusion og nedsatte et videnspanel. Her er man i gang med undersøgelser af ledere, lærere, forældre og elever og har udvalgt ti kommuner, som man støtter og følger i inklusionen af eleverne med særlige behov. Men resursecenterets medarbejdere har svært ved at komme videre med arbejdet på grund af lockouten.

Kan det betyde, at inklusionen ikke kan gennemføres?

»Den kan gennemføres, i den forstand at man helt sikkert holder fast i, at børnene overføres. Men spørgsmålet er, om de bliver mødt, som de har behov for, af de lærere, som skal tage vare på dem og får ansvaret for deres undervisning. Det er mere kvaliteten af inklusionsarbejdet, jeg er bekymret for. Om det bare bliver en fysisk overflytning uden kvalitet i det daglige læringsarbejde«.

Diskussionen går jo på lærernes forberedelsestid. Har det nogen betydning i forhold til de her børn?

»Absolut. Jeg kan slet ikke forestille mig, at man kan lave et inklusionsarbejde uden forberedelse. Det kræver jo ikke bare, at man forbereder sig i forhold til det faglige, men i høj grad også i forhold til, hvordan man tilrettelægger til den her gruppe af børn. Det kræver klasseledelse: Hvordan får man udviklet den rigtige kultur i klassen? Det har jeg svært ved at se gjort uden forberedelse«.

Det er ikke nok at være ildsjæl

Hvis resultatet af lockouten bliver, at man vil have flere undervisningstimer ud af lærerne på bekostning af forberedelsestiden, har Susan Tetler svært ved at se inklusionen lykkes.

»Jeg vil gerne væk fra tanken om, at lærerne skal være ildsjæle og have hjertet på rette plads. Ja, det skal de også have. Men det kræver også nogle tænkninger, strategier og redskaber og en variation af arbejds- og undervisningsformer at trække på. Og det kendskab får man altså ikke af sig selv, fordi man har hjertet på rette sted«.

Hun mener ikke, at det er rimeligt at spare i en udviklingsfase. Tværtimod burde man investere.

»Resurserne skal i hvert fald følge med. Der er brug for en investering i forhold til kompetenceudvikling og tid - man burde faktisk have ekstra forberedelsestid for at finde ud af det her i fællesskab i de enkelte team, men også i skolen«.

Lockouten er hård for børnene

Susan Tetler undrer sig over, at specialklasserne ikke er undtaget fra lockouten ligesom specialskolerne.

»Elever med særlige behov har ofte spinkle sociale kammeratskabsnetværk uden for skolen. Det betyder, at de bliver endnu mere isoleret og kommer til at mangle den sociale kontakt, der er så vigtig for dem. De har behov for kontinuitet og struktur i deres læringsforløb, og det forsvinder med lock-outen. Det er sværere for dem end for andre børn at have så stor en pause«.