”En af hjørnestenene i fænomenologisk pædagogik er vigtigheden af forholdet mellem barn og voksen, mellem elev og lærer”.

Med udgangspunkt i den fænomenologiske tradition undersøger forfatter og lektor i pædagogik ved Växjö universitet i Sverige, Carina Henriksson, hvordan og hvornår elever udtrykker sig som fiaskoer i skoleregi, og i hvilken kontekst scenen har fundet sted.

Det er interessant læsning med mange fine krøller, og som langsomt samler sig i aha-oplevelser. Som læser får man trænet øje og intellekt til at gennemskue den fænomenologiske idé. For det er ikke altid let. Nogle gange har man indtrykket af at være med om bord på en essayists personlige odyssé, som dog sidenhen viser sig at være en indgang til et nyt perspektiv på temaet. Perspektiver, som tit og ofte forekommer at være opstået spontant og i andre kontekster end ved forfatterens skrivebord. Men der er en mening med det, og det er godt skrevet sammen.

Bogens styrke er de mange cases, som Carina Henriksson med rund hånd benytter til at eksemplificere og brygge sin teori oven på. Det er der, bogen lever og bliver medgørlig, og læseren får demonstreret nederlagets ophav og elevens reaktion herpå. Et eksempel er Maja, som mener at vide, hvad læreren tænker - og reagerer herefter:

”Jeg føler, at jeg ikke betyder noget for dem ... Jeg tror, at de har meget lave forventninger til mig. De regner med, at jeg klarer mig dårligt, og jeg forventes at pjække fra timer. Men okay, så pjækker jeg da og lever op til deres forventninger”. 

Hvad er lærerens opgave i ovenstående situation? Den voksne versus barnet? En refleksion, som får lov at stå her, men som forfatteren fint får samlet op på – og formidler værktøjer til at handle efter.

Nederlagene har mange ansigter og subjektive udtryk, men fælles for dem alle er følelsen af svigt, af manglende anerkendelse og af mistillid. Nogle gange eksplicit, andre gange implicit indlejret i den tone, læreren benytter, eller i ansigtets mimik.  

Bogen skal få os, der arbejder med børn, til at forstå, at et barns oplevelse af nederlag ikke er entydig. At ansvaret for en god skolegang påhviler den voksne, og at en uhensigtsmæssig reaktion fra eleven ofte har en dybere, bagvedliggende årsag. Målet er at styrke og systematisere refleksioner over dagligdags undervisning og udvide horisonten ”fra at være i skole til at være i verden”. 

Det lyder abstrakt, det er abstrakt, men er en god anledning til at udfordre sig selv og nå i mål meget klogere på de usynlige, betydningsfulde sammenhænge, som nederlaget – og succeser - vokser af.