Dagen starter med mindfulness, som skal få børnene til at være fuldkommen til stede lige nu og her - lægge omverdenen til side og trække opmærksomheden væk fra de øvrige 61 børn og bare mærke sig selv.

"I undervisningen arbejder børnene med improviserede fortællinger, som sætter fantasien i gang, uden at de fokuserer på, hvad deres lærer vil have. Den improviserede mundtlige fortælling tvinger dem tilstede lige nu og her - de har ikke et skriftligt manuskript at gemme sig bag," siger Mette Juel, billedkunstner og lærer.

Hun nyder at se, hvordan børnene efterhånden slipper forventningerne og de kendte "falden-på-halen"-komedier og mobbehistorier for at dykke dybt ned i deres eget fortælleunivers.

"Jeg har set rigtigt modige børn, der stiller sig op foran alle de andre børn og fortæller skøre historier, som måske giver en dybere mening. De udvikler så meget mere end deres danskkundskaber. Der er både op- og nedture for det enkelte barn, og det kan være svært at vide, hvor læringen opstår. Processen er  glidende både kunstnerisk og personligt," siger hun.

På Vinding skole i Vejle suspenderede de formiddagens skoleskema i fire uger i efteråret, og alle børn i de fire klasser fra 3.-5. klasse brugte tiden sammen med Mette Juel og deres klasselærere til at arbejdet med mindfulness, fortælleopgaver, sanseøvelser, fortællermodeller og mobiltelefoner. Projektet lærte børnene at bygge en fortælling op, og formidle den, så de kan fastholde tilskuerens interesse.

Dogmer begrænser og skaber udvikling "Børnene bliver udfordret til at turde fortælle en fortælling med hjælp af en eller to ledetråde. De skal artikulere en historie, der rører andre. De står frem for de andre og fortæller. De iagttager de andre og lærer af dem - de lytter og skaber noget unikt," siger Mette Juel.

Den første uge består primært af øvelser med at tegne og fortælle, og i slutningen af ugen kommer der øvelser med digte. I anden uge begynder børnene at arbejde med mobilen og iscenesætte deres mundtlige fortællinger i små film.

"Jeg lægger et par dogmeregler ned over børnenes arbejde med lommefilmene på mobilerne, fordi jeg gerne vil have dem til at lave frie finurlige fortællinger. Dogmerne sætter begrænsninger for børnenes arbejde men åbner også kreative muligheder, når de skal udtrykke de mundtlige fortællinger uden lyd," siger Mette Juel.

Dogmereglerne er at filmene skal være uden lyd og maksimalt vare tre minutter. Den første dogmeregel hænger sammen med tid og udstyr. De mobiltelefoner børnene får til rådighed, kan ikke redigere film. Så hvis de skulle arbejde med lyd, kræver det en del mere tid og teknik til redigering på computer.

"Når børnene ikke må sætte lyd på sker der noget med deres kreativitet og udtryk. De løfter sig fra reproduktion af det kendte og indstuderede. I stedet må de arbejde med kropssproget og dramatisere deres fortælling. Når de ikke må tale, forhindrer det, at de spiller skuespil, og at det hele går op i replikker," siger hun. Der sker også noget, når børnene ser hinandens stumfilm. De hører de lyde, som ikke er der. Filmene stimulerer deres fantasi, og de går ind i en verden, de ikke kender på forhånd. Det bliver en skattejagt i fiktionens dobbelttydigheder.

Læsesvage børn på lige fod med andre børn Metoden har andre fordele. Der er ikke så store forskelle mellem svage og stærke læsere.

"Klasselærerne ser, hvordan læsesvage børn træder ud af deres roller, og får lavet nogle fede film. I den mundtlige fortælling får de mulighed for at udtrykke sig frit. Og så er digitaliseringsprocessen - arbejdet med mobilen ungernes medie. Det visuelle fanger dem hurtigt," siger Mette Juel.

Undervejs i forløbet fortaber børnene sig i det levende billede og de nye måder at kunne udtrykke følelser på. Mette Juel mener også, at mødet med gæstelæreren er et vigtigt element, fordi børnene og underviseren møder hinanden uden forforståelser om hinanden.

"Jeg kan huske fra min tid som lærer, at jeg faldt ind i en rolle, og at jeg puttede børnene ind i bestemte roller. Det betyder, at vi låser hinanden fast. Når jeg kommer som en ukendt gæstelærer, kan jeg bedre møde børnene fordomsfrit, og børnene flytter sig fagligt, fordi jeg tror på dem. Jeg aner jo ikke, hvem der plejer at have problemer," siger hun.

"Vi kender ikke historien......filmen er lavet udfra et haikudigt om medfølelse (men det vidste vi ikke inden vi så filmen - vi havde heller ikke læst haikudigtet)," siger børnene om filmen. Ingen lyd, så husk at skrue ned for lyden. Beskueren må selv danne sig en  forståelse/sammenhæng for at forstå. Læs imellem linjerne, eller udfyld den tomme plads. Titlen kom pigerne med, efter vi havde set filmen, tænkt og reflekteret.

Omvendt kan hun ikke gennemføre undervisningen uden de lærere, der kender børnene. De skaber tryghed for børnene og hjælper dem med at løse de uundgåelige konflikter, der opstår i det kaos, de arbejder i hver dag under projektet.

Den alternative undervisning styrker børnenes fiktionskompetence gennem deres egne fortællinger i stedet for at analysere det skrevne sprog.

"Børnene forstår bedre fiktionskompetencen, når de får lov at arbejde med det i praksis - på egne præmisser i film og med mobilen - og det gør dem bedre til at forstå og læse fiktion. Men det er svært at sige helt præcist, hvad de har lært. Måske viser det sig næste år, når de laver en film eller læser en bog," siger hun.

Den personlige udvikling er lettere at aflæse nu og her. Børnene får mod til at stå frem som individ, øger deres kompetencer til at samarbejde og være i dialog og de finder deres eget udtryk og tør vide deres sårbarhed.

Drengene havde sat sig for, at de ville udtrykke frustration, frygtfølelse. Det er ikke meningen, at der skal være lyd på, så skru ned. Beskueren må selv danne sig en forståelse/sammenhæng for at forstå. Læs imellem linjerne, eller udfyld den tomme plads. Titlen kom drengene med bagefter, efter vi havde set filmen, tænkt og reflekteret.