Kronik

Hovedløs inklusion

Lærer Elisabeth Rift beretter i denne kronik om en broget og presset hverdag på en folkeskole i Vordingborg – i hver klasse skal lærerne i de trange rum arbejde med to-fem elever med særlige behov.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I august 2012 står vi lærere over for store forandringer i arbejdstid og betingelser, teamarbejde i linjefag, praktiske fag, holddannelser, så vi holder mange møder, før og efter at skolen begynder, for at planlægge i ro, og vi har ikke blot fået 20 procent flere elever i klasserne, vi skal også inkludere elever med særlige behov.

Det har klart været for mange mundfulde at skulle fordøje for alle, elever, lærere og enkelte forældre og plejeforældre. Vi føler os totalt afmægtige. Eleverne har sammenstød. Alle er pressede til det yderste.

En dag sidder Morten i 7. klasse og skriver en artikel om danske børnehaver med billeder, faktaboks og så videre; han har skrevet godt en A4-side, en times arbejde, men glemt at gemme undervejs, da en af inklusionseleverne pludselig farer forbi og slukker hans computer. Mortens hoved falder ned på armene, han hulker lydløst, helt utrøstelig.

Fækalier i skabet

Den følgende onsdag finder en elev en lort i et toiletskab, som ligger på gulvet, revet ned fra væggen. Om torsdagen bliver endnu en anbragt i en håndvask, et visitkort, som råber på hjælp!

Fire måneder inde i skoleåret er der stadig fem-seks elever, som hver dag stiller deres tasker i klasseværelset, hvorefter de fordufter; tre af dem tuller rundt i skolens omegn eller hygger sig i et nærliggende cafeteria, to af dem sidder det meste af tiden foran trivselskonsulentens kontor og venter, selvom det står på døren, at han ikke kommer i dag, og en elev spiller »Counter-Strike« på biblioteket dagen lang. Hvis man beder ham om at gå tilbage til klassen, fordi man skal bruge bibliotekets pc'er, svarer han: »Gu vil jeg ej, din store idiot!« Og så bliver han siddende. Vi skal bruge magtanvendelse for at fjerne ham, hvad vi helst undgår. Og indimellem råber han højt, hamrer begge knytnæver ned i tastaturet - på tre måneder har han ødelagt flere pc'er og mobiltelefoner - eller han udstøder høje, uartikulerede abelyde. Andre forlader jævnligt klasserne for så at storme umotiveret ind i naboklassen med en skraldespand, en kost eller noget andet spektakulært og råbe og skrige.

Vi har fået fire korte kurser om inklusion, men intet om elever med diagnoser, mens eleverne slet ingen information har fået om, hvem inklusionseleverne er, eller hvordan man skal omgås dem på fredelig vis. Derfor har vi besluttet at hyre en ADHD-kyndig, så elever og lærere på 7. årgang får den fornødne information om diagnosen. Men økonomien tillader ikke, at vi hyrer eksperter i alle de diagnoser, vi har: infantil autisme, Aspergers syndrom, Tourettes syndrom, OCD, ADHD, hørehæmmede, tidligt skadede børn og så videre.

Hvis eleverne skal inkludere børn med diagnoser i klassen, skal vi have fuld gennemsigtighed, det vil sige, at inklusionseleverne skal stå frem. Forældrene skal involveres i skolen og hjælpe deres børn med at forklare diagnosen og den specielle situation, de befinder sig i; og det kræver planlægning, forberedelse, som vi ikke har overskud til, og det kræver ekstra arbejdstimer, som vi ikke har.

Frustrerede forældre

Så længe kommunen ikke spenderer penge på kurser, støttelærere, foredragsholdere og ekstra forældresamarbejde, er inklusionen dømt til at mislykkes!

Allerede i september kom de to første forældrereaktioner på inklusionsprojektet: »Hvis ikke I får stoppet ham (der hamrer i tastaturet), som generer vores børn hver dag, så bliver de flyttet til en privatskole!« Mon, tænker jeg, fremskrivelsen af børn, der går i privatskole i 2020, ikke vil være mere end hver femte elev; snarere hver fjerde eller hver tredje, hvis inklusionsprojektet fortsætter på samme hovedløse facon.

Vi skal alle være med til at læse problemerne

Kommunens økonomi ligger os meget på sinde. Derfor tager mine kollegaer og jeg alle mulige hensyn, for eksempel delte vi os for nylig op, således at én tog et kursus i it-rygsæk, og jeg tog et kursus i hørehæmmede børn - begge kurser foregik i vores fritid og kostede skolen penge - hvorefter vi underviste hinanden. Alligevel modtog jeg en mail fra ledelsen, før jeg tog på kursus, hvor man bad mig om at køre sammen med andre lærere for at spare kørselspenge (30 kilometer) - vi kunne da sagtens have cyklet!

Kommunen sparer på alle poster, ofte kortsigtede besparelser, som vender tilbage som boomeranger og rammer os i nakken. Ikke hver gang som udgifter for denne kommune, men som omkostninger i andre institutioners budgetter - og på sigt i form af nye skatter og afgifter til befolkningen!

Stress og afmagt

Vi lægger os syge på stribe; og vi skal arbejde ekstra for at hjælpe vikarer og tage affære ved sammenstød mellem elever, hvis lærer er gået ned med stress og afmagt. Fordi det kræver ekstra relationskompetence at socialisere børn med særlige behov; og fordi flere af dem bor hos plejefamilier og i institutioner, har de brug for ekstra meget omsorg, hvis ikke de senere skal blive kriminelle eller medicin- og alkoholafhængige. Sker det, så kommer de til at koste samfundet mange milliarder kroner og tab af tillid.

Endnu har vi undgået katastrofer, som vi ser på tv fra USA, skoleskyderier, men forældrenes økonomi er under pres, vores er, og eleverne er trætte, når de stiger op i busserne klokken 15.10. De 13-16-årige har 35-36 arbejdstimer per uge, og de inkluderer to-fem elever med særlige behov i hver klasse, oven i købet i trange rum.

Vi anstrenger os for at vise eleverne tillid, støtte dem i faglige og sociale sammenhænge. Derfor holder vi aldrig helt fri i weekender eller ferier. Vi har nemlig alle eleverne i hovedet, især hver enkelts særlige udviklingspotentiale, og vi spejder, læser og omarbejder, i håb om at alle elever kan opleve faglig interesse og arbejdsglæde.

Åbent brev til Anders Bondo Christensen