-
Når man skriver i luften, registrerer Kinect-sensoren bevægelsen og overfører det til computeren. Planen er at udvikle programmer, som kan give en anerledes tilgang til læring.
En 3. klasse i Skanderborg udforsker, hvordan Kinect-bevægelsessensorer kan bruges som en anden tilgange til læring. Projektet er det første af sin art og følges i både ind- og udland.
Det er årets allerførste dag med sne. Ganske lidt, men alligevel
sne. Den er de 28 elever i 3.a på Morten Børup Skolen i
Skanderborg dog ligeglade med. I klasseværelset står nemlig 7
spritnye Kinect-sensorer koblet til pc'ere. Og i dag afprøver
børnene for første gang, hvad de kan bruges til i
undervisningen.
Rundt om i klassen tegner børnene deres navne i luften.
Kinect-sensorerne registrerer og overfører bevægelserne til
programmet i computeren, der viser det på skærmen. Nogle steder kan
navnet læses. Andre steder ligner de ubehjælpelige streger endnu
ikke navne. Men der er fuld koncentration. Og ét for ét får børnene
skrevet deres navne; Sofie, Rasmus, Astrid, Mads, Tea... De jubler,
når det lykkes.
En anden tilgang til
læring
Der er et stykke vej endnu før Kinect-computerne kan bidrage til
noget givtigt i undervisning. Men det er netop dét, hele projektet
går ud på. Peter Bak-Jensen og Sara Sejrskild, der er pædagogiske
konsulenter i VIA Center for Undervisningsmidler, fik for et års
tid siden idéen til at bruge Kinect som en anden tilgang til at
lære. Sammen med Morten Børup Skolen fik de bevilget 300.000 kr.
fra undervisningsministeriet til udvikling af programmer samt
til de 7 Kinect-sensorer, der er tilsluttet skolens
computere.
Projektet følges med stor interesse af softwarefolk fra ind- og
udland, for ingen andre har lavet noget tilsvarende.
Elever som medudviklere
"Planen er at udvikle nogle gode programmer til Kinect og
undervisning, der giver en anden tilgang til læring. Ikke som
noget, der skal overtage eller erstatte almindelig undervisning.
Men som et supplement, hvor kroppen også medvirker til læringen. Fx
til at repetere staveord eller regnestykker på en ny måde. Men også
til helt nye opgavetyper, som skal udvikles undervejs.", fortæller
Peter Bak-Jensen.
Netop her kommer børnene til at spille en stor rolle i projektet. De skal nemlig i løbet af det næste halvandet år både afprøve og evalurere programmerne. På den måde kommer de til at medvirke til nye programidéer og måder at bruge Kinect i undervisningen.
Kinect
60 dage efter lanceringen af Kinect til Windows kom sensoren i Guinnes World of Record som det hurtigst sælgende elektroniske apparat.
Vi lærer også med
kroppen
3.as lærer, Aksel Herholdt, er sikker på, at integreringen af it
og bevægelse vil give en ekstra dimension til undervisningen. Han
har tidligere med stor effekt arbejdet med at bruge bevægelse i
undervisningen - både som en del af læringen og som
'powerpauser'.
"Der er en klar sammenhæng mellem læring og bevægelse. Hvis man
oven i købet kan kombinere læring, bevægelse og brug af Kinect med
it-programmer, kan det give noget ekstra til undervisningen og
dermed børnenes læring", mener Aksel Herholdt.
Den erfaring understøttes af forskning på området, som dokumenterer sammenhænge mellem bevægelse og læring. Ifølge læringsekspert Ann-Elisabeth Knudsen fra Aarhus Universitet stimulerer alsidig fysisk aktivitet både lillehjernen, venstre og højre hjernehalvdel, hjernebjælken og pandelappen. Det har betydning for koncentrationsevnen samt for sprogudvikling, læseindlæring og evnen til at fortolke og tænke abstrakt.
Klar med småjusteringer
Allerede efter de første to Kinect-timer er både 3.a og deres
lærer en smule klogere på småting, der fungerer og ting, der kan
blive bedre.
"Det er helt vildt sjovt og timen er gået hurtigt. Men det er også
rigtig svært og man skal koncentrere sig for at styre det,
der kommer på skærmen", siger Mathilde.
Men hvor der er vilje, er der vej, så børnene finder naturligvis
en løsning på den vanskelige opgave om at tegne en nissehue på et
billede af sig selv. Det er for svært at ramme præcist. Men tegner
de nissehuen først, kan de bagefter tage billedet, så det passer
til huen.
Aksel Herholdt skal også finde ud af, hvordan han undgår at blive
registreret af bevægelsessensorerne, når han går rundt i klassen og
hjælper.
"Det kræver ret meget plads, for sensorerne registrerer jo alle
bevægelser. Det er ærgerligt, hvis børnenes arbejde bliver stoppet
eller ødelagt, fordi nogen går forbi. Og så mangler der et program,
der tilgodeser venstrehåndede", siger han.
Et af de kommende Kinect-programmer, børnene skal prøve af, er et bevægelses- grammatikprogram til genkendelse af ordklasser. Men først er der frikvarter. I sneen.



Kommentarer
Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.
Tilmeld dig herFedt lavet! Vil meget gerne i kontakt med jer og have et møde med jer. I kan kontakte mig på krt@skoleelever.dk.