Forlagene oplever meget lille interesse fra skoler og kommuner for at købe digitale læremidler i fag, som ikke er berettiget til it-tilskud. Derfor har flere forlag nu fjernet fokus på disse fag og koncenterer sig i stedet om at udvikle digitale læremidler i tilskudsberettigede fag som dansk og matematik.

Ingen nye læremidler til fag, som ikke får it-tilskud

Flere forlag har sløjfet udviklingen af digitale læremidler i fag som tysk, fransk og historie. Skoler og kommuner efterspørger kun læremidler i fag, der er berettiget til tilskud fra de statslige it-millioner, lyder begrundelsen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De statslige it-millioner dækker halvdelen af de udgifter, skoler og kommuner har i forbindelse med indkøb af digitale læremidler. Men det gælder kun, hvis skolerne køber læremidler i fagene dansk, matematik, engelsk og naturfag.

Tilskudsliste er ikke garanti for gode digitale læremidler

Køber skoler derimod digitale læremidler i fag som tysk, fransk eller historie, skal de betale hele gildet selv.

Det er der tilsyneladende meget få skoler og kommuner, som er interesseret i, fortæller Ebbe Dam Nielsen, forlagsdirektør i Alinea.

"Vi har rejst landet rundt siden kriterierne og de tilskudsberettigede fag blev offentliggjort først i juli, og vi er ikke stødt på én eneste skole eller kommune, der har efterspurgt digitale læremidler i tysk, fransk, historie, kristendomskundskab eller samfundsfag", siger han.

Ministeriets digitale tilskudsliste får kritik

Forlag nedlægger projekter Han fortæller, at Alinea derfor har sløjfet udviklingen af digitale læremidler i de pågældende fag.

"Vi har besluttet at nedlægge de projekter, vi har haft gang i i disse fag og fokuserer i stedet på de tilskudsberettigede fag. Udviklingen af digitale læremidler er så bekostelig en affære, at der er grænser for, hvor store risici, vi kan tage", siger han.

Derfor har forlaget accepteret, at man ikke vil kunne præsentere spritnye digitale læremidler i tysk, fransk, historie, kristendomskundskab eller samfundsfag, hvis de nye tilskudskriterier, som forventes at blive lanceret omkring april 2013, skulle omfatte de pågældende fag.

"Vi kan ikke bare stampe gode læremidler op af jorden på en nat. Det tager et halvt til et helt år at udvikle et kvalitetsprodukt", siger Ebbe Dam Nielsen.

Ekspert: Sådan er det gode digitale læremiddel

Tilskud skævvrider digital udvikling Ebbe Dam Nielsen mener, de nuværende tilskudskriterier skaber en skævvridning i forhold til et samlet digitalt løft af folkeskolen.

"Det er et problem at vi - som det ser ud nu - ender med en række fag, som reelt stadig er analoge, mens den digitale udvikling suser forbi i for eksempel dansk og matematik", siger han.

"Før tilskudskriterierne kom på banen, var der en række producenter, som lavede digitale læremidler i de her fag. Og vi har da også nogle. Men det er ikke i de fag, innovationen primært sker nu. Nytænkningen er i høj grad fokuseret på tilskudsberettigede fag, for det er her, der er mulighed for at afsætte produkterne".

Lærerne anbefaler: Her er programmerne, som løfter vores undervisning

Uni-C: Ikke planer om flere tilskudsfag Lærere i for eksempel fransk eller historie skal umiddelbart ikke forvente, at de store forlage sætter blus på udviklingen af digitale læremidler i deres fag lige foreløbigt.

Vicedirektør i Kunder og Digitalisering hos Uni-C Jakob Harder fortæller, at der i øjeblikket ikke er planer om at udvide tilskuddet til at omfatte flere fag, når de nye tilskudskriterier for 2013 bliver offentliggjort omkring første april.

"Hvis det skal ske, skal der tages en politisk beslutning om det, og sådan en beslutning er ikke taget på nuværende tidspunkt. Der er ingen aktuelle planer om at give tilskud til flere fag", siger han.

Effekten af digitale læremidler skal måles

Desuden oplyser Jakob Harder, at der senere i november vil komme en præcisering af, hvad der skal ske med de it-tilskudskroner, som ikke bliver brugt inden udgangen af 2012.

"Der kommer en udmelding om, hvad skoler og kommuner kan gøre i forhold til de penge i de første måneder af 2013, inden de nye tilskudskriterier bliver meldt ud", siger han.

Powered by Labrador CMS