Der kan komme dygtige og motiverede elever ud af at arbejde med "Aktiv".
"Aktiv" er et omfangsrigt materiale, som består af mindst fem forskellige dele. Formålet med materialet er at stilladsere overbygningens elever i deres læsning og skrivning og derigennem give dem tilstrækkelige læsefærdigheder til at kunne klare læsekravene i fagene og senere i ungdomsuddannelserne.
Titlen på materialet antyder en af grundtankerne bag materialet. Eleverne skal være aktive i læringsprocessen. I materialet findes der anvisninger på, hvordan bevægelse kan inddrages i læse- og skriveundervisningen. Eleverne skal også blive bevidste om, hvad det vil sige at være en aktiv læser. De skal kunne overvåge deres egen læsning og være klar over, hvornår en tekst er forstået.
Undervisningen skal bygge på følgende fire principper: Fælles oplæg for klassen skal være korte, eleverne skal selv være så aktive som muligt, de skal hele tiden vide, hvad der forventes af dem, og have mulighed for at lykkes, stoffet skal gentages, gradvist udbygges og evalueres.
Elevbogen giver blandt andet mulighed for at arbejde med forskellige teksttyper, læseformål og læseteknikker med spørgsmål, der lever op til princippet om, at eleverne skal vide, hvad der forventes af dem.
Det er et væsentligt og godt tænkt materiale, som vil opnå sin optimale udnyttelse ved, at teamet i alle fag forpligter sig til at arbejde efter samme principper og samme fagtermer. Inspirerende, at tanken om elevernes aktive læring er indtænkt konsekvent i materialet. Der kan komme dygtige og motiverede elever ud af at arbejde med "Aktiv".



Kommentarer
Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.
Tilmeld dig her