Det gav ikke mening, syntes idrætslærer Mette Klintskov. Pigerne havde jo altid været nogle af de mest aktive i idrætstimerne, og flere af dem spillede håndbold eller fodbold i deres fritid. Hvorfor ville de så pludselig ikke i bad?

Problemerne med en håndfuld piger på Rosenlundskolen i Skovlunde, som nægtede at gå i bad efter idræt, opstod forrige år, da eleverne begyndte i 9. klasse. Som noget nyt lå idrætstimerne sidst på dagen, og idrætslærer Mette Klintskov fandt ud af, at en gruppe af piger så det som en mulighed for at skippe fællesbadet efter idrætstimen og i stedet gå i bad derhjemme.

»Da vi blev opmærksomme på det, tog vi en snak med dem. Vi fortalte, at badet var en del af det at have idræt, og sådan var det bare. Men de nægtede kategorisk«, fortæller Mette Klintskov.

Samtalen blev starten på en konflikt med gruppen af piger og deres forældre. En konflikt, som skulle trække ud i flere måneder.

Holdningsændring bag problemer

I rapporten »Status på Idrætsfaget 2011« svarede 44 procent af idrætslærerne, at udfordringerne med at få eleverne i bad efter idræt er vokset fra 2004 til 2011. Kun 14 procent oplevede, at det var blevet lettere at få eleverne til at gå i bad.

Ifølge lektor ved Nationalt Videncenter for Kost, Motion og Sundhed Jesper von Seelen skyldes de voksende problemer med bad efter idræt blandt andet en holdningsændring blandt elever og forældre.

»Jeg tror egentlig altid, der har været elever, som har følt, at det har været ubehageligt at skulle gå i fællesbad efter idræt. I dag er det bare blevet langt mere accepteret at sætte spørgsmålstegn ved lærernes anvisninger, end det var for 50 år siden«, siger han.

Desuden peger Jesper von Seelen på de kendte faktorer, for eksempel øget fokus på kroppen i medierne blandt unge og i samfundet generelt, som især har indflydelse på pigerne.

»Samtidig forsøger elever i 7.-9. klasse i ekstrem grad at undgå situationer, hvor de føler sig udsatte eller sårbare. De er bange for at være anderledes og blive mobbet«.

Modsagt af forældrene

Da det stod klart, at pigerne på Rosenlundskolen ikke lod sig overtale til at gå i bad i omklædningsrummet, sendte Mette Klintskov og hendes kollega et brev hjem til de pågældende pigers forældre. Men heller ikke det hjalp.

»Vi forklarede, at det var en social del af det at have idræt, lige meget om man har idræt om morgenen eller om eftermiddagen. Men forældrene kunne slet ikke se, hvorfor pigerne ikke bare kunne gå i bad derhjemme. Vi var faktisk lidt chokerede over, at forældrene på den måde støttede deres børn i noget, vi som lærere følte var en helt naturlig del af idrætsfaget«, fortæller Mette Klintskov.

Ledelsen skred ind

Konflikten havde på daværende tidspunkt stået på i mange uger, hvor pigerne »glemte« deres idrætstøj eller nægtede at deltage aktivt i undervisningen.

Derfor så Mette Klintskov ingen anden udvej end at spørge skoleledelsen om hjælp.

»Her blev vi bakket fuldt op. Pigerne blev kaldt ind til skolelederen, som tog en snak med dem. Det endte med, at vi indgik en aftale med pigerne om, at nogle af dem gik i bad lidt før de andre, mens andre gik i bad med deres undertøj på. Den ordning blev også mødt med forståelse fra de øvrige piger i klassen«.

Støtten fra skolens ledelse har været afgørende. Både for Mette Klintskov selv og i forhold til at vise pigerne og deres forældre, at sagen var alvor.

Efterlyser klar politik på skolerne

Hos Dansk Idrætslærerforening understreger formand Trine Lausen Lund, at opbakning til idrætslærerne fra skoleledelsen og lærerkollegiet er utroligt vigtig i konflikter som den, Mette Klintskov har oplevet.

»Selvfølgelig kan der stadig opstå problemer, men hvis man som lærer ved, at man har opbakning, så gør det tingene meget nemmere - også i forhold til forældrene«, siger hun.

Desuden kan en klar udmelding om skolens badepolitik være med til at foregribe konflikters opståen.

»Børnene finder lynhurtigt ud af, hvis reglerne er anderledes for nogle af de andre elever, og det kan skabe enorm uro. Så det er utroligt vigtigt, at man på skolen har en klar fælles holdning til, hvordan reglerne om bad efter idræt skal være«.

Selve idrætsdeltagelsen er vigtigst

Den betragtning er Jesper von Seelen enig i. Han advarer dog mod at sætte hårdt mod hårdt, hvis konsekvensen bliver, at eleverne helt bliver væk fra idrætsundervisningen.

»Lærerne og skolerne skal lægge vægt på, at det er en helt naturlig del af idrætsundervisningen at gå i bad. Men hvis jeg bliver stillet over for et ultimatum, må jeg sige, at elevernes deltagelse i selve idrætsundervisningen kommer i første række«.

Jesper von Seelen mener, at et rummeligt miljø i klassen med fokus på accept af hinandens forskelligheder kan modvirke nogle elevers frygt for fællesbadet.

»Men sådan noget skal altså bygges op helt nede fra de små klasser. For det er så godt som umuligt at realisere det, når man overtager idræt i 7.b, og der er elever, som ikke vil gå i bad«.

Yngre elever vil heller ikke bade

Flere af pigerne på Mette Klintskovs idrætshold spillede håndbold eller fodbold i deres fritid. Netop derfor overraskede det, at de ikke ville gå i bad sammen med de andre.

»Det viste sig, at de heller ikke badede i idrætsklubberne efter træning. Det er ærgerligt, for de går glip af noget social dannelse om, hvordan andre mennesker på deres alder ser ud, og samtidig er det en del af dansk idrætskultur, som går tabt«, siger hun.

Før episoden forrige år havde Mette Klintskov ikke oplevet omfattende problemer med elever, som ikke ville i bad. Men siden da er hun stødt på enkelte tilfælde, også blandt yngre elever.

»Jeg har set det med nogle af de piger, jeg har i 6. klasse nu, og det har overrasket mig, at det starter så tidligt«, siger hun.