It halter stadig

Folkeskolens nye undersøgelse viser, at der stadig er mange lærere, der kæmper med at få teknikken til at virke. KL arbejder på sagen, men er optimistisk. Samtidig opfordrer centerleder Bjørn Ilsøe til mere dialog mellem teknikere og didaktikere.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fagbladet Folkeskolen kunne i en undersøgelse i december i fjor berette, at 82 procent af de adspurgte lærere oplevede tekniske frustrationer i forbindelse med it mindst én gang om ugen. I en ny kortlægning ser billedet ikke meget lysere ud - godt 50 procent af de adspurgte fortæller, at situationen er den samme som for et år siden. 14 procent vurderer, at det er blevet værre. Et lille lyspunkt er dog den femtedel af lærerne, der oplever færre problemer end for et år siden (se link til undersøgelsen til højre).

It-ekspert: Fleksibilitet og dialog er vejen frem

Som leder for Center for Undervisningsmidler på UCC København har Bjørn Ilsøe stor erfaring med både de didaktiske og de tekniske aspekter inden for brugen af it. Selvom han indrømmer, at det er en vanskelig kunst at etablere en fornuftig og stabil infrastruktur i kommunernes it, peger han på en række gode initiativer.

»Det drejer sig blandt andet om en dialog mellem it-afdelingen og de lokale skolefolk om, hvordan man laver et fornuftigt og fleksibelt set-up. Man må tage ved lære af de gode kommuners set-up. Desuden gør det det nemmere, at eleverne i stigende grad tager deres eget grej med, hvis opsætningen er til det, og så håber vi, at kommunernes trådløse løsninger kommer i gang«.

KL: Vi når det nok

Formand for KL's Børne- og Kulturudvalg Jane Findahl er ikke i tvivl om, at kommunerne nok skal nå at få etableret den nødvendige infrastruktur til skoleåret 2014/2015. Det er en del af den aftale, KL indgik med den forrige regering kort før regeringsskiftet sidste år.

»Det tror vi på. Kommunerne investerer meget i infrastruktur lige nu, og der er meget stor forskel på, hvor langt de er i den udvikling. Nogle er allerede langt, andre har en stor udfordring foran sig«, siger hun.