Fire ud af fem lærere finder gratis læremidler på nettet

Selvom kommuner og skoler har udsigt til flere hundrede millioner statslige kroner til indkøb af digitale læremidler, har lærerne i stor stil kastet sig over gratis undervisningsværktøjer på nettet. Det viser en ny undersøgelse foretaget for Folkeskolen. Udviklingen har både fordele og ulemper, vurderer forsker.

Publiceret

Bag om tallene:

460 personer har svaret på spørgsmålet »Bruger du gratislæremidler/websites i din undervisning (ud over Google ogWikipedia)?« 79 procent svarer »ja«, 17 procent svarer »nej«, mensresten svarer »ved ikke«. Undersøgelsen, som er foretaget blandtDLF-medlemmer, er gennemført af Scharling Research på vegne afFolkeskolen.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De danske lærere sidder ikke pænt bag deres lærebøger og venter på, at de statslige millioner til indkøb af digitale læremidler ruller ind på de kommunale konti.

I en ny undersøgelse foretaget for Folkeskolen svarer 79 procent af lærerne, at de - ud over forlagenes traditionelle lærebøger og nye, digitale læremidler - også bruger gratis digitale læremidler fra nettet.

Særligt de unge lærere benytter sig af de gratis værktøjer, men selv blandt lærerne i alderen 50+ svarer tre fjerdedele af de adspurgte, at de bruger dem.

Udvikling overrasker ekspert

Leder af videncenteret Læremiddel.dk Thomas Illum finder det interessant, at brugen af de gratis digitale læremidler er så udbredt. Han vurderer, at lærernes brug af gratis læremidler er et spørgsmål om øget kendskab til dem snarere end økonomi.

»Jeg tror ikke, at brugen af gratis digitale læremidler nødvendigvis sker på bekostning af betalingslæremidler. Undersøgelsen tyder på, at kendskabet til de gratis læremidler er vokset, og at lærerne deler deres viden om dem med hinanden«, siger han.

Digitale værktøjer kræver forberedelse

Mens forlagene leverer læremidler med færdigt indhold, er de gratis læremidler på nettet som hovedregel værktøjer, som sætter brugeren i stand til at lave et produkt. Det betyder, at det er læreren selv - eller eleverne med lærerens hjælp - som producerer indholdet.

»Det er nemt at producere indhold hurtigt. Derfor bliver det lettere at gennemføre projektorienteret undervisning med udgangspunkt i autentiske problemstillinger. Vi ser, at den slags opgaver uden ét fast, korrekt svar er med til at motivere eleverne og styrke videndelingen mellem dem«, siger Thomas Illum.

Det, at de gratis læremidler ofte er værktøjer og ikke læremidler i traditionel forstand, betyder dog, at lærerne skal være skarpe i deres forberedelse.

»Det stiller klart højere krav til lærerens evne til selv at formulere mål for undervisningen og at vælge og strukturere indholdet«, siger Thomas Illum.

Hverdagen lurer

En lang række af de adspurgte lærere fortæller desuden, at de oplever brugen af digitale læremidler som en stor motivationsfaktor for eleverne. Den udmelding overrasker ikke Thomas Illum, for digitale læremidler er langt mere dynamiske end traditionelle lærebøger.

»Der er et sammenspil mellem lyd, billeder og sprog, der gør, at det ikke bliver så tekstbundet«, siger han. Han understreger dog, at elevernes øjeblikkelige motivation ikke nødvendigvis vil vare ved, når arbejde med digitale læremidler bliver hverdag. Lærerens evne til at skabe nærværende undervisning er stadig afgørende.

»Mange steder er digitale læremidler stadig noget relativt nyt. Vi skal se, hvordan det er, når det bliver hverdag, og rutinen træder ind«, siger han.

Powered by Labrador CMS