Nytænkning i faget risikerer at gå tabt, hvis underskudsdækningen forsvinder, siger Håndarbejdslærernes formand Hanni Eskildsen

Lærernes kurser i faglige foreninger er truet

Regeringen foreslår som en del af finanslovsforslaget 2013 at fjerne underskudsdækningen for de faglige foreningers kurser. De faglige foreninger er oprørte over forslaget. De frygter, at nytænkningen i de enkelte fag vil gå tabt, hvis muligheden for underskudsdækning forsvinder.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg er alvorligt bange for, at hvis muligheden for underskudsdækning forsvinder vil et lille fag som vores ikke kunne lave landsdækkende kurser", siger Hanni Eskildsen, formand for Danmarks Håndarbejdslærerforening. I slutningen af oktober arrangerer foreningen en efterårskonference om materialemuligheder og bæredygtighed for medlemmerne. Konferencen risikerer at blive den sidste, hvis bortfaldet af underskudsdækning bliver en realitet fra 2013.

Sikkerhedsnettet forsvinder Hos Danmarks Matematiklærerforening og Sproglærerforeningen vækker melding også frustrationer. For muligheden for underskudsdækningen har indtil nu gjort, at de tør kaste sig ud i at arrangere store landsdækkende kurser.  "Ofte er det ikke nødvendigt at gøre brug af underskudsdækningen, da deltagerbetalingen klarer det meste. Men den gør, at vi tør at tænke store tanker og have store oplægsholdere, fordi vi har underskudsdækningen som sikkerhedsnet", siger Elisabeth Christine Tang, formand for Danmarks Matematiklærerforening. Hun frygter, at foreningens årlige sommerkursus, hvor matematiklærere fra hele landet i fire dage får et fagligt boost gennem foredrag og workshops, ikke kan afholdes næste år, hvis foreningen ikke har underskudsdækning i baghånden. "I sommer havde vi brug for underskudsdækningen. Uden den ville vi have været nødt til at aflyse."

Blog: Har Danmark kun råd til forlagskurser

For Sproglærerforeningen har regeringens forslag om bortfaldet af underskudsdækning allerede fået konsekvenser i foreningens planlægning af næste års kurser . "Vi har ikke turde planlægge landskurset for alle sproglærere i 2013, da vi ikke ved, om vi kan sikre det økonomisk", siger Ingrid Stuart, formand for Sproglærerforeningen.

Ministeriet vil prioritere forsøgs- og udviklingsaktiviteter På Finansloven 2012 var der afsat en million kroner til, at de faglige foreninger, netværk og lærerkredse  kunne søge tilskud til underskudsdækning i forbindelse med lokale og landsdækkende kurser. Hvis forslaget om bortfald af underskudsdækningen bliver vedtaget, vil de faglige foreninger ikke længere kunne søge denne pulje. Begrundelsen over for at nedlægge puljen er fra ministeriets side et ønske om "at prioritere indsatser og initiativer, der kommer så mange som muligt til gavn", skriver Andreas Henriksen, specialkonsulent i Ministeriet for Børn og undervisning i et orienteringsbrev til de faglige foreninger. Han uddyber over for folkeskolen.dk, at der her er tale om en prioritering af forsøgs- og udviklingsaktiviteter som for eksempel det igangværende forsøg med tolærerordning. Tanken med at støtte denne type initiativer er, at de kan skabe evidens for den videre udvikling af folkeskolen. Begrundelse undrer Hanni Eskildsen fra Danmarks Håndarbejdslærerforening. "Et bortfald af underskudsdækningen kan få den alvorlige konsekvens, at nytænkningen omkring de enkelte fag risikerer at gå tabt". Hun kan ikke forstå, at ministeriet på den ene side foreslår et bortfald af underskudsdækning til faglige foreninger, når børne- og undervisningsminister Christine Antorini på den anden side eksempelvis ønsker at modernisere sløjd og håndarbejde gennem faget Håndværk og Design. Forslaget om at fjerne underskudsdækning til de faglige foreninger indgår som en del af finanslovsforhandlingerne. Finansloven 2013 forventes vedtaget i december. Både Danmarks Håndarbejdslærerforening og Danmarks Matematiklærerforening sender i denne uge breve til partiernes uddannelsespolitiske ordførere og Børne- og Uddannelsesudvalget for at gøre opmærksom på de konsekvenser et bortfald af underskudsdækningen vil få for de faglige foreninger.

Powered by Labrador CMS