Mini-ramadan skaber reel forståelse

”O ye who believe! fasting is prescribed to you as it was prescribed to those before you that ye
may (learn) self-restraint.” Koranen: 2:183

TO DAGES FASTE I 8. KLASSE EFTER MUSLIMSKE FORSKRIFTER
I slutningen af maj måned i år, gennemførte flere af mine elever i 8. Klasse og jeg en Mini-Ramadan på to dage, hvor vi fastede efter muslimske forskrifter. Mini-Ramadanen blev gennemført i et samarbejde mellem undertegnet og Dansk Muslimsk Center. Og selvfølgelig med tilladelse fra forældre og skoleledelse.
Det skal parentetisk bemærkes, at alle elever i klassen på nær to, er ikke-muslimer. At udføre og gennemleve en autentisk Mini-Ramadan for ikke-muslimske grundskoleelever, hvor de faster efter koranens forskrifter, har mig bekendt ikke tidligere fundet sted i dansk skolehistorie. (Og dette til trods for at flotte slogans som inklusion, empati, medborgerskab, etc., i de seneste år har nået højder af gennemtrevlede klicheer i den uddannelsespolitiske debat omkring folkeskolens ansvarsområde.)

INKLUSION OG ANERKENDELSE
Ideen til en sådan Ramadan hentede jeg flere steder fra. Dels fra USA hvor man på flere universiteter er begyndt at indføre en årlig faste for alle de universitetsstuderende, netop som led i en inklusionstænkning hvor muslimers kultur anerkendes på lige fod med den kristne kultur. Men at arbejde med Ramadanen i religionsundervisningen, var ligeledes født af, at eleverne i starten af året bestemte, at de gerne ville vide mere om den muslimske fastetradition. Yderligere var den muslimske Ramadan lige om hjørnet (i år fra den 20. juli til den 18. august), hvilket også var en oplagt anledning til at gennemføre en sådan faste. Og det skal nævnes, at de to muslimer der er i klassen, både var overrasket og mere end tilfredse med dette læringsmål, da en sådan Mini-Ramadan også er en reel anerkendelse af deres kulturelle og religiøse rødder og traditioner.

ET STORT LÆRINGSUDBYTTE
Og det skulle vise sig, at læringsudbyttet, vurderet på baggrund af den efterfølgende elevevaluering, må betegnes som meget stort, i sigtet på at opfylde uddannelsespolitisk fastsatte, religionsfaglige læringsmål som styrkelse af elevernes bevidsthed omkring inklusion og forståelse for andre religioner. (Hvad eleverne efterfølgende sagde, kommer jeg tilbage til senere i artiklen). Også mere alment dannende aspekter som elevernes egen forståelse af deres væren i verden blev tilsyneladende påvirket af denne autentiske faste. Og slutteligt synes det også at kunne observeres, at elevernes indsigt i personlige grænser og viljestyrke blev øget. Samlet set; et større kendskab til sig selv, den anden og verden

FRA TEORETISK (BOGLIG) VIDEN TIL PRAKTISK FORSTÅELSE
Men hvorfor en sådan Mini-Ramadan? Havde det ikke været nok bare at læse om den – og måske se en film? Svaret er Nej! Jeg arbejder og tilrettelægger altid mine undervisningsforløb efter en epistemologi der vægter teoretisk viden og praktisk forståelse lige højt. Derfor gav det sig selv, at et undervisningstema om Ramadanen måtte munde ud i en autentisk muslimsk Ramadan, hvor eleverne gennemlevede en rigtig faste. En sådan didaktisk metodik betyder, at en helt naturlig progression opstår i tilrettelæggelsen af et curriculum, hvor et hvilket som helst tematisk undervisningsforløb skal munde ud i et fysisk produkt fremstillet gennem en praktisk og kropslig aktivitet. Denne tilrettelæggelsesmetode bygger på en læringsforståelse hvor indsamling af teoretisk (boglig) viden, ikke er et mål i sig selv. (En undervisningsform som jeg vil hævde, stadig øver hegemoni hos landets lærere i særligt de human- og samfundsvidenskabeligt baserede fag. Men også på uddannelsespolitisk niveau synes teoretisk viden stadig at blive betragtet som selve målet med undervisningen i folkeskolen).
Jeg er som sagt ikke enig i en sådan antagelse. Først når den indsamlede teoretiske information og viden omsættes og anvendes ind i en autentisk, praktisk handlen, er det muligt for eleverne at nå en reel forståelse af et givet fænomen eller emne, og dette uanset fag. Viden anses altså her, udelukkende som et nødvendigt middel mod reel forståelse. En forståelse der kun er opnåelig, ved at eleverne inddrager kroppen og dermed sanserne, og således ”lever” fænomenet. Dette er også en læringsforståelse hvor erkendelse forstås som mere end en kognitiv proces, men hvor kroppen, sanserne og følelserne, spiller en lige så stor rolle i alle erkendelsesprocesser.

FORBEREDELSESFASEN
Så efter at jeg og eleverne havde arbejdet en måned med at indhente og diskutere den viden og information der findes omkring Ramadan i Koranen, på Youtube, religion.dk, samt avisartikler, og således belyst emnet fra både et religiøst, samfundsmæssigt og psykologisk perspektiv, tog vi ud til Imam Fatih på Dansk Islamisk Center på Nørrebro. Han skulle indføre eleverne i den mere praktiske del af Ramadanen, give dem gode råd og samtidig besvare de spørgsmål eleverne havde i forbindelse med den forestående faste.

2 X 16 TIMER OG 48 MINUTTER UDEN MAD OG DRIKKE
Og så oprandt tidspunktet hvor vi havde besluttet at vores faste startede, nærmere bestemt ved solopgang kl. 4.49, mandag den 28. Maj. Det var med en stigende nervøsitet fra min og elevernes side, at skulle gennemføre en sådan faste. Ikke kun faldt vores faste i en periode hvor der var meget langt fra solopgang til nedgang (nærmere bestemt 16 timer og 48 minutter), men jeg spiser til daglig ganske meget, og ryger også et væld af cigaretter. Dette skulle jeg undvære. Og visheden om at jeg samtidig heller ikke måtte drikke noget som helst, endsige kysse min kone, affødte yderligere tvivl om hvorvidt jeg ville være i stand til at gennemføre.
Eleverne og jeg mødtes som sædvanlig til religionstimen denne mandag kl. 8.30 (da havde fasten været i gang i mere end fire timer), og allerede her skulle det vise sig, at det var under halvdelen af eleverne, der ikke allerede havde brudt fasten. Vi tog afsked med hinanden igen kl. 10.00 da timen sluttede, og derefter forløb min dag med en stadig stigende bevidsthed og opmærksomhed på min ellers ofte oversete krop. Denne efterfulgt af en voksende maverumlen og træthed. Jeg havde bedt de fastende elever om at være i løbende sms-kontakt med mig, så vi kunne støtte hinanden, når det blev rigtig svært. Og gennem dagen modtog jeg en hel del tekstbeskeder fra elever, der beskrev hvilke følelser og tanker de gennemlevede.
Da fasten så skulle brydes kl. 21.25, havde Imam Fatih anbefalet os, at dette skulle gøres ved at spise en dadel og drikke et glas mælk. Det ville være en helt vidunderlig (smags)oplevelse, sagde han. Og ganske rigtigt. Aldrig har jeg oplevet et lignende måltid. Et sansebombardement af rang! En berusende lykkefølelse og en voldsom energi strømmede gennem min krop, efterfulgt at en svalende ro. Og så begyndte tekstbeskederne at tikke ind fra de andre elever. Et jubelskrig. De havde klaret det. Og også de synes at have samme oplevelse omkring dette simple måltid. Nu slappede kroppen pludselig af, og det blev klart at den have været på et fysisk og mentalt overarbejde indtil nu. Næste dag var langt lettere, og da fasten endelig sluttede tirsdag aften kl. 21.38, havde jeg og 8 af klassens elever stået distancen.

…OG HVAD SAGDE ELEVERNE SÅ?
Af nedenstående uddrag fra den skriftlige elevevaluering, fremgår det tydeligt, at læringsudbyttet har været stort. Således skrev en af de ikke-muslimske elever der gennemførte:
”Jeg har lært hvad det at være sulten egentlig vil sige. Jeg har fået en ny forståelse for ordet, og jeg har kæmpe respekt med dem, der lever i fattigdom og hungersnød hver eneste dag.
(…)det er svært at kunne mærke ramadanen ved bare at læse om den. Man fik meget mere ind i hovedet end hvis vi bare havde læst om emnet. (…)Det overraskede mig meget at jeg ikke var særlig sulten under 2.dag. Min krop havde lynhurtigt vænnet sig til det, så jeg følte ikke noget særligt i maven. På den måde var det nærmest ærgerligt at fasten ikke varede længere.”
Og en anden ikke-muslimsk elev skrev:
”Jeg husker alle smagsoplevelserne som man ellers ikke oplever, da jeg endelig måtte spise. Det var ret vildt. (…) Jeg kan virkelig se hvor stor viljestyrke det må kræve at faste i en hel måned. (…) Jeg opdagede at jeg faktisk havde et hoved. Et hoved der har brug for mad og vand til at tænke klart.”

Og mindst lige så vigtigt er det at inddrage et citat fra en af klassens praktiserende muslimer. Hun skrev: ”Jeg synes det var mega fedt at de ”ikke-muslimer” i klassen fik lov til at opleve hvad muslimer skal gå igennem når det er ramadan.

RETROSPEKTIVE REFLEKSIONER
Det synes tydeligt her, at eleverne, ved hjælp af den autentiske, kropslige inddragelse, har bevæget sig fra en teoretisk viden til en praktisk forståelse. Det bliver også tydeligt, at en sådan Mini-Ramadan på allerbedste vis har bidraget til opfyldelse af et af den danske folkeskolens overordnede formål, der som bekendt lyder at skolens skal ”give dem (eleverne) forståelse for andre lande og kulturer”. Ikke blot viden, men forståelse! Og det ser også ud som om deres empati og indlevelsesevne i mennesker der lever i hungersnød, er blevet øget. En sådan indsigt synes direkte at imødekomme et andet af skolens overordnede formål, hvor der står ”Folkeskolen skal forberede eleverne til (…) medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Det er ikke svært at forestille sig, at de er blevet mere bevidste om hvad det vil sige at tage et ”medansvar” og deltage i opretholdelsen af de rettigheder og særligt pligter der bør være givet, i et overflodssamfund som Danmark. For netop i medansvar og pligter ligger der en etisk fordring om at hjælpe dem der er dårligere stillet end en selv – som f.eks. u-landene, de fattige, de hjemløse, etc. Og de synes nu at have fået et helt andet syn på livets mest basale ingrediens: mad.
Ydermere synes der at kunne observeres en stigende forståelse af hvad det vil sige at have viljestyrke, hvilket nok også har givet dem en bedre indsigt i nogle andre sider af deres muslimske klassekammerater. Der er mange flere indsigter som jeg vurderede eleverne fik, men at redegøre for disse ligger uden for grænserne af denne artikel.
Slutteligt er det dog værd at bemærke, at ud af de 8 elever der gennemførte var kun to af dem drenge. Det er også værd at nævne, at flere af de elever der gennemførte, betragter jeg som fagligt svage. Med fuldførelsen af denne ’opgave’ viste de pludselig nogle helt andre kompetencer, der med stor sandsynlighed har givet dem mere respekt blandt klassens andre elever, og med sikkerhed også styrket deres tillid til egen formåen.
Til andre lærere der kan se de store kvaliteter ved et sådant undervisningsforløb, er det meget vigtigt at bemærke, at en faste aldrig må være en tvungen aktivitet for eleverne. Det må betragtes som elevernes frivillige undersøgelse af hvad det vil sige at være fastende muslim. Og så er det yderligere vigtigt at huske, at forud for en sådan mini-ramadan, skal eleverne være velinformeret og have opnået en stor teoretisk viden, før de bevæger sig ud i et sådant praktisk eksperiment.

/Kasper Kjeldgaard Stoltz