Det er det store drama om kærligheden, der udspiller sig i disse dage på Betty Nansen Teatret. Her er 120 elever fra købehavnske 8. klasser nemlig i gang med at fremføre en moderne udgave af Romeo og Julie frem til den 28. juni.

Københavnske elever finder modet på de skrå brædder

8. klasserne fra tre københavnske skoler har de seneste to måneder kæmpet bravt for at blive klar til at nyopføre Shakespeares kærlighedsdrama Romeo og Julie. Det har ført til elever, der tror på sig selv, fortæller Vanløse Skole.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

16 gratis forestillinger med Romeo og Julie fyldt med rap, parkour og sang på Betty Nansen Teatret i København. Det er en del af den nyfortolkning af Shakespeares udødelige klassiker, som omtrent 120 elever fra 8. klasserne på Vanløse Skole, Brønshøj Skole og Rødkilde Skole har knoklet med siden april.

Stykkets premiere var i fredags, og ifølge lærer Leon Jensen, der er klasselærer for 8. d på Vanløse Skole, er projektet gået over al forventning.

"I begyndelsen af forløbet sagde eleverne, at det var kedeligt og de havde meget negative holdninger. Det er jo, fordi de var bange for deres egen indsats. 'Er jeg nu god nok?' Sådan er det slet ikke nu. Nu ved de godt, at de er gode, og det er de ikke bange for at give udtryk for. Jeg tror ikke, jeg har mødt elever, som ikke synes, at det er godt", siger lærer Leon Jensen.

Forældreskepsis manet til jorden Det var ikke kun eleverne på Vanløse Skole, der havde svært ved at finde smilet frem, da skolen ligesom de andre deltagerskoler i begyndelsen af april inviterede 8. klasserne og deres forældre til fællesmøde. Ifølge Leon Jensen var der mange negative holdninger blandt forældrene, der gav udtryk for at være bange for, at "eleverne ikke lærte noget fagligt".

"Men alle undtagen én forælder stemte for. Eleverne skulle så underskrive en kontrakt, hvor der stod, at de ville gøre deres bedste og ikke grine af deres kammerater", siger Leon Jensen.

"Efterfølgende har vi fået en masse tilbagemeldinger fra forældrene. Nu takker de og kan næsten ikke udtrykke deres glæde over, at deres børn har fået den her mulighed", tilføjer han.

En lykkelig slutning uden for scenen Ifølge Leon Jensen har eleverne virkelig knoklet. Ved siden af deres almindelige skolefag om formiddagen har de nemlig hver dag i de to måneder skulle møde til øvetimer fra klokken 11 til 15.30 på Betty Nansen Teatret. Men det har været det værd, mener han.

"Det, der gjorde, at vi som lærere syntes, det var en god idé, var vores indtryk af, at der ville komme en voldsom personlig udvikling hos den enkelte elev. De roller, eleverne har i folkeskolen, har de svært ved at træde ud af, og det er lige meget for nogle og noget lort for nogle andre", siger læreren.

"Vi som lærere har set dem fra starten og kender dem, og vi kunne se, hvor svært de havde ved at gøre nogle af de ting, de blev bedt om at gøre. Og så kan vi se, hvordan det er nu. Den kan slet ikke beskrives med ord, den udvikling de har været igennem. Vi ville ikke kunne nå det store personlige ryk, som de fleste har nået, i folkeskolen".

'Romeo og Julie 5.0', som er stykkets officielle titel, er søsat af Contact, Betty Nansen Teatrets afdeling for integration og uddannelse. Det er teaterprojektets sjette år. I år er stykket instrueret af Silas Holst. Musik og rap er skrevet af Babak Vakili og Rumle Langdal. Replikkerne har Shakespeare og eleverne stået for.

Der er to forestillinger alle hverdage frem til den 28. juni. Alle forestillinger er gratis - også for skoleklasser.

Læs mere

Bestil billetter til din klasse her: Billetbestilling