to. 31. maj. 2012 kl. 16:29

Ikke-lærer bliver chef for skolebibliotek

  • Der er officielt åbning af Ørestad Bibliotek i næste uge. Biblioteket ligger i stuen og på første sal af Ørestad Skole.
    Der er officielt åbning af Ørestad Bibliotek i næste uge. Biblioteket ligger i stuen og på første sal af Ørestad Skole.
Af: Karen Ravn

Bibliotekarforbundet jubler over, at biblioteket på Ørestad Skole i næste uge åbner som kombineret folke- og skolebibliotek og med en bibliotekar, ikke en skolebibliotekar, som leder. Danmarks Skolebibliotekarer holder fast i, at det skal være skolelederen, der har ansvaret for skolebiblioteket.

Biblioteket i den nye Amager-bydel Ørestaden har fået dispensation fra folkeskolelovens regel om, at skolebiblioteket skal ledes af skolelederen. Den regel vil Bibliotekarforbundet gerne have helt afskaffet. I en pressemeddelelse siger formanden Pernille Drost:

"I mine øjne er det utidssvarende at tænke i siloer på den måde. Folkebibliotekerne har adgang til langt flere materialer end skolebibliotekerne, og bibliotekarerne er eksperter i at navigere på de digitale platforme og videregive de kompetencer til eleverne. Skolebibliotekarerne har deres udgangspunkt i læring og didaktik. Forener vi de to tilgange kan vi for alvor leve op til det fælles ansvar det er at give befolkningen - og heriblandt skolebørnene - det bedste tilbud om læring, dannelse og uddannelse".

Samarbejdet mellem folke- og skolebiblioteker skaber det bedste rum for læring, dannelse og uddannelse, men lovgivningen står i vejen, mener Pernille Drost.

Formanden for Danmarks Skolebibliotekarer C.C. Rasmussen vil også gerne samarbejdet, men er særdeles tilfreds med, at loven forhindrer, at skolebiblioteket bliver lagt ind under folkebibliotek og folkebibliotekar.

"Det er afgørende, at skolebiblioteket kan folde sig fuldt ud som skolebibliotek", understreger C.C. Rasmussen og fortæller om eksempler på fællesbiblioteker, hvor det har givet problemer, at elever har arbejdet højlydt med projektarbejde, mens andre borgere gerne ville læse deres avis i fred og ro.

Skolebibliotekaren er didaktiker

"Og forskellen er, at en skolebibliotekar er uddannet lærer og dermed didaktiker. Det er skolebibliotekaren, der kan vælge de rigtige læremidler til eleverne på det rigtige tidspunkt".

"Det er skolelederen, der er ansvarlig for skolens virksomhed, og derfor er det selvfølgelig skolelederen, der er chef for skolebibliotekarerne, understreger C.C. Rasmussen og tilføjer, at han rigtig gerne ser et tæt samarbejde mellem folke- og skolebibliotek, og at han selv tidligere har arbejdet på et skolebibliotek, som var folkebibliotek efter skoletid.

"Så samarbejder man og sikrer, at man ikke lægger hindringer i vejen for hinanden".

folkeskolen@dlf.org

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

Tilmeld dig her

Få artikler som denne i dit nyhedsbrev