For professor Steen Hildebrandt er der ikke noget valg. Hvis vi ikke giver slip på det industrisamfund, der de sidste århundreder har været den vestlige verdens måde at organisere sig på, ender vi galt. Allerede i dag er vi på vildspor - og vi skyder en god fart.

Derfor skal vi ikke bare reflektere over fortiden - men også kigge på fremtiden. Lærere og andre samfundsborgere anno 2012 skal proflektere.

»Hænger vi fast i, og er vi - frit og ufrit, bevidst og ubevidst - bundet til fortiden og fortidens tænkning og antagelser? Eller prøver vi at parkere, suspendere og frigøre os fra nogle af de gamle dogmer og antagelser, prøver vi at kaste blikket fremad og møde fremtidens signaler åbent, nysgerrigt lyttende og omsætte det til nutidig praksis? At bringe sig i forbindelse med fremtiden og lytte til fremtidens ønsker - tænke over, hvad fremtiden har behov for, hvad kalder den på?« spørger professor Steen Hildebrandt.

Denne artikels skribent er født i 1983, den mindste årgang i mange årtier. For den lille årgang var profetien, at vi ville kunne vælge og vrage på det fremtidige arbejdsmarked. Siden kom finanskrisen og ansættelsesstop, og mange 1983'ere har i dag svært ved at finde beskæftigelse. Fortællingen om den lille årgang, der ville blive båret i guldstol ind i arbejdslivet, viste sig altså at være falsk. Så er det ikke farligt at basere sin gerning alt for meget på noget så usikkert og uforudsigeligt som fremtiden?

»Vi skal passe på med at sætte lighedstegn mellem profleksion og prognoser. Jeg mener ikke med en profleksion, at nu sætter vi os ned og laver en passiv beskrivelse af, hvordan samfundet nok vil udvikle sig. Det er ikke sådan, jeg tænker. Det, jeg taler om, er at møde fremtiden kreativt. Vi skal stille os selv spørgsmålet: Hvad vil vi gerne bidrage til fremtiden med? Hvad skal være det, som bliver vores aftryk på fremtiden?« siger Steen Hildebrandt.

To måder at lære på

Hildebrandt er professor i organisationsteori og ledelsesteori ved Aarhus Universitet, og netop hans ekspertise i forhold til organisationer under forandring har gjort ham til en markant stemme i skoledebatten. Steen Hildebrandt er aktuel med bogen »Børnene er det vigtigste - fremtiden, skolen og barnet«, hvor han kommer med en række bud på, hvordan vi skal udvikle skolen.

Anmeldelse: Børnene er det vigtigste

Profleksion er ikke et begreb, Hildebrandt har opfundet, men i en tid hvor industrisamfundet globalt er i krise - ja, faktisk står på sammenbruddets rand - er begrebet yderst relevant. I sin bog skriver Hildebrandt om at lære af fremtiden:

»Vi mennesker kan lære på to måder. Der er to kilder til læring, nemlig 
1) Vi kan lære af fortiden og 2) Vi kan lære af den fremtid, der er på vej. Vi kan lære af fortiden og fortidens erfaringer. Og det skal vi. Fortiden findes ikke. Fortiden er væk, men vi har konstruktioner, billeder, forestillinger med mere om den. Vi har historier. Disse forståelser, billeder og historier er vigtige og blandt andet medbestemmende for, hvorledes jeg er til stede i nuet, i øjeblikket. Det eneste, der findes, er nuet. Min forståelse af fortiden er vigtig.

Fremtiden findes heller ikke. Men vi kan lære af den fremtid, der er på vej. Og det er den anden kilde til læring. Menneskehedens store udfordring er at lære og handle ud fra fremtiden, mens den formes, mens den spirer frem. Jeg tror, at menneskehedens store udfordring er at lytte til og forstå de potentialer, som fremtiden indeholder, de muligheder, fremtiden indeholder, og hvoraf nogle allerede er på vej til at blive til virkelighed, er synlige, kan forstås, kan gribes, kan realiseres, virkeliggøres«.

For ham skal profleksionen være til stede på politisk niveau, men systemerne er i dag for ufleksible.

»Til at begynde med handler det om regering og folketing. Så det starter med Folketinget. Men sådan som Folketinget er skruet sammen med forlig og så videre, tror jeg ikke på, at der kommer meget proflekterede fremtidsvisioner fra Christiansborg. Derfor tror jeg i virkeligheden, at vi er i en situation, hvor vi burde give de lokale kræfter frihed til at tænke og handle meget mere frit, der hvor de er«, siger Steen Hildebrandt. Han er opmærksom på, at den kommunale økonomiske virkelighed er barsk, så en total frihed kan have den slagside, at kommunerne ender med for hurtige, men også for billige og for lette løsninger.

Håbløs målsætning for uddannelse

Målsætningen om, at 95 procent af eleverne skal gennemføre en ungdomsuddannelse, er for Hildebrandt et eksempel på, hvordan vi mangler profleksion i ledelsen af vores uddannelser.

»Både den nuværende og den tidligere regering siger, at 95 procent skal igennem - underforstået - en af de allerede eksisterende ungdomsuddannelser. Vi har for eksempel gymnasierne, der er flere hundrede år gamle. Et gammelt, stift og traditionsbunden bureaukratisk system. Vi har en verden foran os, hvor vi siger, at vi skal leve af kreativitet, innovation, samarbejde og så videre. Hvorfor ikke lave nogle uddannelser, der handler om at give plads til at udvikle kreative, innovative, skæve, uforudsigelige mennesker, når vi nu siger, at det er det, der er så vigtigt?«

Der skal være rum for, at det eksisterende skal udfordres.

»Vi kræver, at de skal respektere systemet - folkeskolen, gymnasiet - i nogle tilfælde nogle meget gamle systemer og strukturer. Måske skulle vi fremme mere respektløshed - ikke en voldelig eller primitiv respektløshed, men en respektløshed, der gror ud af en personligt forankret fornemmelse af, at jeg kan noget helt andet, og jeg vil gerne prøve noget helt andet end det, der foregår ovre i maskinen«, siger Steen Hildebrandt.

Skolen i bevægelse

Pisa er overgreb

Han er oprørt over den måde, eleverne i dag bliver målt og benchmarket på. For ham nærmer Pisa-undersøgelserne sig et overgreb mod børnene.

»Forstået på den måde, at hvis jeg skal måles på en måde, så målingen siger noget om mig, skal jeg måles på de dimensioner, hvor jeg har noget at byde på. Bliver jeg kun målt på matematik, dansk og regning, bliver jeg kun set som det, jeg kan eller ikke kan. Det er min forestilling om fremtidens samfund, at vi har en meget mere nuanceret forståelse af barnet og barnets potentialer og dermed også måderne, vi skal måle og beskrive det enkelte barn på. Jeg kunne forestille mig en beskrivelsesform - ikke en målingsform - hvor man beskriver det enkelte barn i forskellige dimensioner«, siger Steen Hildebrandt:

»De, der ikke duer til noget, duer til noget andet«.