I bogen understreges det, at evaluering dybest set handler om måder at tillægge noget værdi på. Som antologi anlægger bogen et meget bredt perspektiv, hvor både historiske, politiske, organisatoriske og didaktiske niveauer inddrages. I artiklen »Innovativ evaluering i uddannelse« skriver Lene Tanggaard, at »Evaluering er (.) ikke et uskyldigt forehavende, men er med til at rammesætte muligheder og begrænsninger for de mennesker, der er involveret i eller influeret af evalueringerne«.
Citatet peger på en række væsentlige forhold: Det er en uddybning af bogens titel, »Målt & Vejet«, som betyder, at målinger og andre former for evaluering netop ikke er værdifrie. "Evaluering" er på én gang et politisk styringsinstrument, et videnskabeligt forskningsfelt, et centralt indhold i offentlige diskurser og medier, og af samme grunde er evaluering i dag en betydningsfuld og voldsom dimensioneret didaktisk kategori i den enkelte undervisers hverdag.
Hver eneste lærer må kunne forholde sig kritisk og konstruktivt til disse forhold. Denne bog kan være et godt bidrag til at kunne gøre dette. For et kritisk blik kan anbefales artiklen »Værdier i grundskolens evaluering gennem tiden« af Knud Erik Andersen og Karen Andreasen, som viser, hvordan samfundsmæssige ændringer slår ind i skolernes evalueringspraksis. Lige fra test af religiøs kanonviden til mere kompetenceorienterede evalueringer til i dag, hvor mere præstationsorienteret kanonviden igen dominerer - med det formål at sammenligne og hierarkisere elevers, skolers og uddannelsessystemers præstationsresultater, nationalt og internationalt.
For et konstruktivt blik kan bogens sidste fire artikler anbefales. Her gives eksempler på overvejelser og evalueringsformer, som på en nuanceret måde kan indgå i en lærers komplekse undervisningsopgave. I en tid, hvor evaluering fylder meget som styringsinstrument, vokser også evalueringslitteraturen i omfang. Denne bog er et godt bud til den læser, som vil have et bredt indblik i hele evalueringsfeltet.



Kommentarer
Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.
Tilmeld dig her