Foreningen Sex & Samfund forsøger med deres seksualundervisningsrettede Uge Sex-kampagne i denne uge at sætte fokus på elevernes sundhed og trivsel. Det skal primært ske gennem en øget dialog med eleverne om emner som køn og identitet - også i de mindre klasser.
På spørgsmålet om, hvad piger og drenge egentlig er for noget, har en elev i 5. klasse på Nyboder Skole i København dristet sig til at række hånden i vejret. "Det er to forskellige køn", svarer han kækt og får resten af klassen til at fnise. Lige så vel som ham ved resten af klassen godt, at svaret ikke altid er så simpelt. Det gælder for mange af de spørgsmål, de bliver bedt om at tage stilling til resten af ugen.
Stor inspirationskilde
Eleverne i 5. klasse er en lille del af de sammenlagt 185.000 deltagere i foreningen Sex & Samfunds landsdækkende og årligt tilbagevendende kampagne Uge Sex i februar. Klassens dansk- og klasselærer Torben Kofod, manden bag spørgsmålet om forskellen på piger og drenge, er en af de mange lærere, der for tredje år i træk har valgt at takke ja til at deltage i kampagnen. Han er ikke i tvivl om, at det gør en forskel for eleverne.
Om Uge sex
"Eleverne synes, det er sjovt at arbejde med. Materialet er fint, især hvis man også tænker det som en kilde til inspiration. Jeg bruger det ikke kun i denne uge eller udelukkende til seksualundervisning. Mange af tingene er jo forholdsvis abstrakte eksistentielle spørgsmål, som også sagtens kan plukkes ud og inddrages i for eksempel klassens time", fortæller Torben Kofod.
Eksistentielle dialoger
Klassen på Nyboder Skole når at modtage i alt 16 timers seksualundervisning i Uge Sex. I løbet af de to lektioner, der er på skemaet midt på ugen, runder eleverne spørgsmål og dilemmaer, der spænder fra, hvad man stiller op, hvis man ikke vil konfirmeres i en ellers kristen familie, til hvordan man håndterer det som mulat at føle sig uden for hos både hvide og farvede. Det er en af pointerne for Sex & Samfund, at de mindre klassers seksualundervisning primært skal bestå af en samtale med eleverne om emner som køn, identitet og rettigheder. Torben Kofod har da også valgt at dele opgaven med sin kollega, elevernes kvindelige klasselærer.
"Vi har delt det sådan op, at jeg tager mig af spørgsmålene om krop og identitet. Min kollega tager sig af det mere biologiske aspekt af seksualundervisningen. Derudover har vi en lukket brevkasse, som eleverne kan lægge anonyme spørgsmål i. Dem forsøger vi så at besvare på fredag", siger Torben Kofod.
Differentiering påkrævet
Efter at have siddet stille på deres stole får klassen lov at gå ud i en rundkreds på gangen. Her går det ud på at bytte plads med dem, der er enige i de udsagn, læreren læser højt. De fleste sætter i bevægelse ved sætninger som "Alle har ret til at bestemme, hvordan de vil se ud", mens den ellers livlige flok forvandles til stenstøtter, da sætningen "Alle kan lide de samme ting" falder. Kun en enkelt ser sit snit til at sparke ironisk ud med højrebenet, men trækker det lige så hurtigt til sig med et afvæbnende smil.
"Selvom eleverne virker engagerede, så vil de gerne hurtigt videre. Det skyldes jo også, at de simpelthen bare tænker forskelligt og er forskellige steder i deres fysiologiske og psykologiske udvikling. Der vil være nogen, der ikke rigtig fatter det. Det gør det svært, men det er også derfor, det er så vigtigt at snakke med eleverne om det. Man skal heller ikke glemme, at der jo også findes klasser, hvor børnene måske generelt har sværere ved at reflektere, og der skal man nok tilpasse undervisningen endnu mere, så det ikke bliver for abstrakt", siger Torben Kofod.



Kommentarer
Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.
Tilmeld dig her