Formålet med nedenstående er at argumentere for et stort behov for mere klare kriterier for hvornår inklusionen er en succes. sådanne kriterier kan også være en stor hjælp til at lærerne bedre kan prioritere opgaverne, hvor der må veksles mellem den mere socialpædagogiske inklusion i fællesskabet og inklusionen i den faglige undervisning.
Undersøgelsesresultater fortæller, at så og så mange mener, at der inkluderes tilstrækkeligt mange elever i den almindelige folkeskole. Og nogle resultater påstås at pege på, at inklusionen i høj grad lykkes.
Men hvad er det, der skal lykkes, så inklusionen kan påstås at være en succes?
Er succeskriteriet, at et bestemt antal (f.eks. 95 %) af de elever, der i den før-inkluderende skole skulle have et specialpædagogisk tilbud, nu skal flyttes til undervisning i den almindelige folkeskole?
Og, hvis det er et antal, der skal afgøre, hvorvidt der er tale om en succesfuld inklusion, hvad er det så for kriterier, der skal afgøre, hvilke elever, der skal blive i den (f.eks. 5 % rest-) gruppe, der fortsat skal have specialpædagogiske tilbud?
Det bliver hurtigt nogle flydende grænser, hvor det især for ikke efteruddannede lærere i inklusion kan blive særdeles uklart, hvorfor den og den elev skal inkluderes i klassen, imens den og den elev skal blive i sit specialpædagogiske tilbud.
Der bør derfor opstilles nogle mere tydelige kriterier for, hvornår (f.eks. med hvilke diagnoser, vanskeligheder eller lignende) et barn skal kunne inkluderes i den almindelige undervisning.
Først med sådanne tydelige kriterier kan politikerne, skoleinstitutionerne, forældrene, lærerne og ikke mindst de mange elever alle høres omkring og evaluere spørgsmålet om, hvorvidt der for dem er tale om en tilstrækkelig succesrig inklusion.
Måske vil nogle elever udtale, at de faktisk ikke føler sig særligt hjemme (inkluderet) i undervisningen i den almindelige folkeskole, de nu deltager i undervisning i. Altså sammenlignet med det specialpædagogiske tilbud de før fulgte.
Nogle, herunder undertegnede, vil mene at ét af flere succeskriterier for inklusion må være, at alle brugerne, dvs. altså både de elever, der skal inkluderes og de elever, der også skal rumme de nye kammerater i vanskeligheder, skal høres. Hvis brugerne først "høres" den dag, hvor de går eksamen sidst i 9. klasse, så er det jo for sent at rette op på evt. fejl og mangler i inklusionen.
Hvis alt for mange af de inkluderede (eller måske forsøgt inkluderede) elever opnår dårlige karakterer, så kan det selvfølgelig kraftigt pege på, at inklusionen ikke er lykkes. Men det hjælper jo ikke de pågældende elever særligt meget, når skoletiden er slut, hvorefter de så får svært ved at komme videre med ungdomsuddannelse fordi, der er noget væsentligt de ikke fik med i rygsækken fra Folkeskolen. Derfor er det vigtigt at eleverne høres inden det bliver for sent.
For de elever, der skal inkluderes vil jeg mene, at ét af de væsentligste succeskriterier må være, at den enkelte, når denne høres omkring sin inklusion efter et stykke tid (vel efter 3-6 mdr. og ikke først ved eksamensbordet), kan svare, at vedkommende føler sig som en reel og ligeværdig del af klasseundervisningen. Kan den enkelte ikke bekræfte det, så kan der vel næppe tales om en succesrig inklusion for vedkommende.
Inklusionen på en skole kan efter min opfattelse først påstås at være en succes, når et klart flertal af de elever, der i et stykke tid er blevet inkluderet, opfatter sig selv som en reel og ligeværdig del af klasseundervisningen.
Ideelt bør de elever, der skal inkluderes, også ved den succesrige inklusion kunne føle sig som en tilstrækkeligt ligeværdig del af klassens sociale fællesskab udenfor undervisningsrtiden, f.eks. i frikvarterer. Men dette vil ofte være et (for) urealistisk mål at opfylde. Urealistisk fordi en stor del af de børn, der kommer (flyttes) fra specialpædagogiske tilbud, kan have et meget lavt selvværd, som der ofte kun på meget langt sigt kan rettes op på.
De "gamle" elever i klassen, der skal rumme de "nye" elever, der skal inkluderes, skal også høres. Der er en del af de gamle elever, der naturligvis fortæller om det hjemme hos forældrene, hvis inklusionen går mindre godt, hvilket f.eks. kan komme til udtryk ved at den fører til uro og forstyrrelser i undervisningen.
Inklusionen bør vel også opstille nogle kriterier for, hvornår den har været utilstrækkelig og altså derfor ikke nogen succes for de "gamle" elever, f.eks. pga. nævnte uro og forstyrrelser.
En meget stor del af de seneste års elevflytninger fra Folkeskoler til friskoler, skyldes måske netop det forhold, at inklusionen ikke har taget tilstrækkeligt højde for de "gamle" elever.
Forældre ønsker naturligvis det bedste for deres børn. Og forældre, der ikke føler, at skolen imødekommer deres eller deres børns ønsker om undervisning uden i deres øjne for store inklusionsvanskeligheder, vil have stor tendens til at støtte deres barns evt. ønske om en ny skole. En del af forældrene vil naturligvis også selv vælge, at deres barn skal flyttes til en privatskole.
Der er altså behov for nogle mere tydelige succeskriterier. Sådanne kriterier vil også være en stor hjælp for lærere, der i den daglige undervisning så bedre vil kunne definere, prioritere, skelne og veksle mellem hhv. deres faglige undervisning med inklusion og deres mere socialpædagogiske opgaver omkring inklusionen i klassens fællesskab.
Men hvad er det, der skal lykkes, så inklusionen kan påstås at være en succes?
Er succeskriteriet, at et bestemt antal (f.eks. 95 %) af de elever, der i den før-inkluderende skole skulle have et specialpædagogisk tilbud, nu skal flyttes til undervisning i den almindelige folkeskole?
Og, hvis det er et antal, der skal afgøre, hvorvidt der er tale om en succesfuld inklusion, hvad er det så for kriterier, der skal afgøre, hvilke elever, der skal blive i den (f.eks. 5 % rest-) gruppe, der fortsat skal have specialpædagogiske tilbud?
Det bliver hurtigt nogle flydende grænser, hvor det især for ikke efteruddannede lærere i inklusion kan blive særdeles uklart, hvorfor den og den elev skal inkluderes i klassen, imens den og den elev skal blive i sit specialpædagogiske tilbud.
Der bør derfor opstilles nogle mere tydelige kriterier for, hvornår (f.eks. med hvilke diagnoser, vanskeligheder eller lignende) et barn skal kunne inkluderes i den almindelige undervisning.
Først med sådanne tydelige kriterier kan politikerne, skoleinstitutionerne, forældrene, lærerne og ikke mindst de mange elever alle høres omkring og evaluere spørgsmålet om, hvorvidt der for dem er tale om en tilstrækkelig succesrig inklusion.
Måske vil nogle elever udtale, at de faktisk ikke føler sig særligt hjemme (inkluderet) i undervisningen i den almindelige folkeskole, de nu deltager i undervisning i. Altså sammenlignet med det specialpædagogiske tilbud de før fulgte.
Nogle, herunder undertegnede, vil mene at ét af flere succeskriterier for inklusion må være, at alle brugerne, dvs. altså både de elever, der skal inkluderes og de elever, der også skal rumme de nye kammerater i vanskeligheder, skal høres. Hvis brugerne først "høres" den dag, hvor de går eksamen sidst i 9. klasse, så er det jo for sent at rette op på evt. fejl og mangler i inklusionen.
Hvis alt for mange af de inkluderede (eller måske forsøgt inkluderede) elever opnår dårlige karakterer, så kan det selvfølgelig kraftigt pege på, at inklusionen ikke er lykkes. Men det hjælper jo ikke de pågældende elever særligt meget, når skoletiden er slut, hvorefter de så får svært ved at komme videre med ungdomsuddannelse fordi, der er noget væsentligt de ikke fik med i rygsækken fra Folkeskolen. Derfor er det vigtigt at eleverne høres inden det bliver for sent.
For de elever, der skal inkluderes vil jeg mene, at ét af de væsentligste succeskriterier må være, at den enkelte, når denne høres omkring sin inklusion efter et stykke tid (vel efter 3-6 mdr. og ikke først ved eksamensbordet), kan svare, at vedkommende føler sig som en reel og ligeværdig del af klasseundervisningen. Kan den enkelte ikke bekræfte det, så kan der vel næppe tales om en succesrig inklusion for vedkommende.
Inklusionen på en skole kan efter min opfattelse først påstås at være en succes, når et klart flertal af de elever, der i et stykke tid er blevet inkluderet, opfatter sig selv som en reel og ligeværdig del af klasseundervisningen.
Ideelt bør de elever, der skal inkluderes, også ved den succesrige inklusion kunne føle sig som en tilstrækkeligt ligeværdig del af klassens sociale fællesskab udenfor undervisningsrtiden, f.eks. i frikvarterer. Men dette vil ofte være et (for) urealistisk mål at opfylde. Urealistisk fordi en stor del af de børn, der kommer (flyttes) fra specialpædagogiske tilbud, kan have et meget lavt selvværd, som der ofte kun på meget langt sigt kan rettes op på.
De "gamle" elever i klassen, der skal rumme de "nye" elever, der skal inkluderes, skal også høres. Der er en del af de gamle elever, der naturligvis fortæller om det hjemme hos forældrene, hvis inklusionen går mindre godt, hvilket f.eks. kan komme til udtryk ved at den fører til uro og forstyrrelser i undervisningen.
Inklusionen bør vel også opstille nogle kriterier for, hvornår den har været utilstrækkelig og altså derfor ikke nogen succes for de "gamle" elever, f.eks. pga. nævnte uro og forstyrrelser.
En meget stor del af de seneste års elevflytninger fra Folkeskoler til friskoler, skyldes måske netop det forhold, at inklusionen ikke har taget tilstrækkeligt højde for de "gamle" elever.
Forældre ønsker naturligvis det bedste for deres børn. Og forældre, der ikke føler, at skolen imødekommer deres eller deres børns ønsker om undervisning uden i deres øjne for store inklusionsvanskeligheder, vil have stor tendens til at støtte deres barns evt. ønske om en ny skole. En del af forældrene vil naturligvis også selv vælge, at deres barn skal flyttes til en privatskole.
Der er altså behov for nogle mere tydelige succeskriterier. Sådanne kriterier vil også være en stor hjælp for lærere, der i den daglige undervisning så bedre vil kunne definere, prioritere, skelne og veksle mellem hhv. deres faglige undervisning med inklusion og deres mere socialpædagogiske opgaver omkring inklusionen i klassens fællesskab.
Kommentarer
Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.
Tilmeld dig her