DET BEDSTE HOLD

To dage før den ekstraordinære kongres i DLF modtager små 100 lærere i Odense en fyreseddel. Ikke nødvendigvis fordi der ikke er arbejde til dem længere, heller ikke fordi de ikke har passet det samvittighedsfuldt og til alles tilfredshed, men fordi kommunen ønsker at sætte ’det bedste hold’ for virkeliggørelsen af den kommunale vision om fremtidens skole i Odense. Hermed menes bl.a. en skole, hvor læreruddannelse ikke længere er nødvendig, hvor voldsomme kvalitetsforringelser kamufleres som skoleudvikling, der forlænger børnenes skoledag til 15 ved at veksle en stor del af undervisningen til fritidsaktiviteter, og hvor fagrækken kan suspenderes, hvis det forekommer opportunt. Og det kan unægtelig ske inden man ved af det, hvis man ikke lige har en uddannet lærer ved hånden.

Med denne krigserklæring mod lærerstanden i Odense mener rådmand Stina Willumsen, SF, og skolechef Poul Anthoniussen, at man kan skræmme lærerne til makke ret. Og intimideringen vil utvivlsomt have en vis effekt. Skulle man som lærer lide under den vrangforestilling, at det er en rigtig god idé, at de mennesker, der skal undervise den opvoksende generation, har valgt at uddanne sig til lærere, så gør man klogt i at gå stille med det i Odense. Er man desuden belastet af omfattende førstehåndskendskab til småbørns læring, skal man ikke fortælle hvem som helst, at de faktisk lærer bedst om formiddagen. Nærer man tillige en upassende forestilling om, at folkeskolelovens fagrække er tænkt som et forsøg på at fastholde folkeskolens faglige indhold, bør man holde det for sig selv. For hvem ønsker ikke at finde nåde for Stinas blik og blive en del af ’det bedste hold’?

Navnlig de ældre lærere skal holde på hat og briller, forstår man på Stina, der ser det som et mål i sig selv at få unge lærere ind på bekostning af ældre. Det handler om at besidde de rigtige ’kompetencer’, og her må man da medgive Stina, at unge, nyuddannede, ubefæstede sjæle med garanti vil være mere kompetente til at give hende ret i alt, hvad hun siger, end erfaringsramte ældre, der i årevis forgæves har bedt om at få efteruddannelse. Nu er de jo også blevet så gamle, at det alligevel ikke kan betale sig. Nogen kunne muligvis tro, at det kunne få Stina til at lytte til Odense Lærerforening, der siger, at et større antal over 60 må formodes at gå af, hvorved man skulle mene, at behovet for fyringer kunne mindskes. Men nej. Det viser jo bare, at DLF ikke har fattet pointen: Her fyres ikke, fordi lærerne er for mange, men fordi de er forkerte.

Hvordan Stina og Poul kan få den idé, at de kan true og tæske sig til en god skole i Odense, er ubegribeligt. Sat sig ind i sagerne har de i hvert fald ikke. Havde de det, ville de vide, at højtydende skoler opnås gennem lydhør ledelse i tæt samarbejde med lærerne og deres repræsentanter. Det siger AKF-rapporten ’De gode Eksempler’, det siger den store McKinseyrapport, der kom for et lille års tid siden, det siger Clearinghouse for Udannelsesforskning i sin rapport om hvad der giver elever gode faglige resultater, baseret på al tilgængelig international forskning på området, og det siger til overflod PISA, idet der igen og igen peges på tre eksempler: Singapore, Finland og Canada/Ontario, hvorfra Skolerådet i september sidste år vendte hjem og dets formand Jørgen Søndergaard med begejstring i stemmen udtalte disse mindeværdige ord om politikere og skoleudvikling: "Det jeg allerhelst ville tage med mig hjem er klimaet. Ministeriet her arbejder hele tiden systematisk med at få alle parterne omkring skolen med i projekterne. Det giver en utrolig sammenhængskraft. (…)Det er vi ikke lykkedes med derhjemme. På øverste politiske niveau skal politikeren flytte sig fra forestillingen om, at de skal tage stilling til alle de detaljerne som eksempelvis klassestørrelser til, hvad der skal til for, at børn bliver dygtige. De skal ikke tro, at de er de klogeste og kan finde løsninger, som fungerer på alle skoler. Der skal være rum til at skolerne selv kan finde frem til, hvordan de bedst løser opgaven".

Sådan noget lader Stina aldeles kold. På et møde i Odense for nylig udtalte hun, at forskning er noget, man kan tage frem, når det er belejligt og slå hinanden oven i hovedet med. Så meget for al evidenspræket. Godnat Skoleråd, DPU, Clearinghouse, Center for Grundskoleforskning, Evalueringsinstitut og AKF. Her kommer Stina Willumsen, tjulahey, tjulahej tjulahopsasa, og hun og Poul er simpelthen det bedste hold. Og står det til dem, bliver det med jobbet som indsats, hvis en enkelt lærer i Odense skulle formaste sig til at mene noget andet offentligt. Men det står ikke til dem. Her står lærerne sammen.