Hvor er vi lige nu?

Decembersolen skinner overraskende blødt ind igennem mit kontorvindue på DPU. På skrivebordet er der gavmildt strøet små gule huskesedler, papirer og mapper ud over det hele. På en gul seddel står der ét ord: ”Budget!!!”. Det er en krads reminder om, at jeg skal have de sidste detaljer på plads i budgettet, der ingen ende vil tage. Man bliver overrasket over hvor mange skjulte udgifter der er forbundet med at leje et lager med kontorfaciliteter i 3-4 år og ansætte fagfolk til at gennemgå 125.000 genstande. Tænk hvis man kunne finde noget billigere, eller måske noget der næsten var gratis? Står der ikke tomme bygninger rundt omkring i København? Og kunne man benytte sig af frivillige til en del af processen, præcis som så mange andre museer gør? Eller er det problematisk når det gælder sorteringen af så stor en samling? Er vi nødt til udelukkende at benytte os af fagfolk?

På en anden gul seddel har jeg griflet følgende ned: ”kan et nationalt skolemuseum overleve?” Her er det først og fremmest museumsudredningen der spøger. Hvis der overhovedet er plads til endnu et museum i det danske museumslandskab, skal det så underlægges et større museum eller måske indlemmes på et universitet præcis som Medicinsk Museion eller Moesgård Museum?

Forleden havde jeg en spændende snak med Museumsdirektør Tijs van Ruiten fra Skolemuseet i Rotterdam. Han har været med til at opstarte et internationalt skolehistorisk netværk, International network of school heritage og samarbejder med DPU om et EU projekt, der tager udgangspunkt i anskuelsesbilleder og europæisk identitet. Her finder man en lang række anskuelsestavler fra Dansk Skolemuseums samling, http://historywallcharts.eu/. Han fortæller, at mange statsfinansierede skolemuseer rundt omkring i Europa lukker ned i øjeblikket. Ikke videre opmuntrende. Dem der klarer sig bedst ligger under et universitet. De har simpelthen et fagligt fundament og en stor institutionel støtte, som beskytter dem i disse krisetider. Men andre skolemuseer klarer sig også, nemlig dem, som formår at følge med tiden, som udnytter de digitale muligheder og er proaktive i deres tiltag overfor børn og unge. Mulighedernes dør er altså ikke helt lukket.

På en tredje gul seddel har jeg med mine smukke kragetæer nedfældet en række navne. Blandt andet Tijs van Ruiten. Det er den foreløbige liste over oplægsholderne til et arbejdsseminar, som vi afholder d. 24. januar. Seminaret skal handle om det muliges kunst, nemlig hvad der er realistisk at foretage sig med Dansk Skolemuseums samling indenfor de givne rammer: krisetider, museumsfusioner og 100.000 uregistrerede genstande hvis tilstand og unikhed ingen rigtig kan udtale sig om. Seminaret skal handle om skolemuseers udfordringer i dag, mulighederne for digital formidling og hvorledes man anbringer skolen på museum uden at kompromittere hverken børnene, samlingen eller historien.

Det er et vanskeligt projekt vi har kastet os ud i, men hvis vi kun så uoverstigelighederne, så var det vist for længst gået i stå. Kunsten er at juble i kor når vi får en tilkendegivelse fra vigtige folk i museumsbranchen eller når en fond virker positiv overfor vores projekt. Så er det at verden ser lidt lysere ud.