fr. 9. dec. 2011 kl. 13:21

Elever går på opdagelse i skrald og smag

  • "Ville du spise mad, der har været smidt ud?" Det er et af de spørgsmål, 6.x fra Vibenhus Skole må tage stilling til på sanseworkshoppen i forbindelse med Københavns Museums udstilling Skrald. Hannah Anbert i billedet er 'skralder'.
    "Ville du spise mad, der har været smidt ud?" Det er et af de spørgsmål, 6.x fra Vibenhus Skole må tage stilling til på sanseworkshoppen i forbindelse med Københavns Museums udstilling Skrald. Hannah Anbert i billedet er 'skralder'.
Af: Lise Frank

Skal vi genbruge mere, genbruge klogere eller forbruge mindre? Det er Københavns Museum, der med udstillingen Skrald stiller spørgsmålet. Og overlader svaret til fremtidens forbrugere. På en af museets fem sanseworkshops for skolelever smagte en sjetteklasse sig i går frem til et svar på det store samfundsspørgsmål.

Eleverne fra 6.x på Vibenhus Skole er i gang i museets skolekøkken. De laver mad på rester, dagsgammelt rugbrød og risengrød fra i går. Flødeskummet pisker de ved håndkraft for at spare energi, og æblerne river de frem for at koge dem til den æblemos, man ofte ville basere sin æblekage på. Og resultatet af restemaden smager overraskende godt.    

"66 % af alle danske husstande smider deres rester ud", fortæller dagens underviser, smagsdanner Claus Angelo, eleverne. Claus Angelo taler med eleverne om forskellen på sidste anvendelsesdato, der gælder for kød og fisk, og så mærkningen 'mindst holdbar til'.

"Danmark er det eneste land i EU, hvor det er forbudt at sælge eller forære mad væk, der har overskredet sidste holdbarhedsdato. I andre lande sælger supermarkederne det til en langt billigere pris på en hylde for sig", fortæller han sit publikum af unge forbrugere.

Interessen blusser virkelig op i sjetteklasserne, da Hannah Anbert besøger dagens smagsworkshop. Hannah Anbert studerer på kunstakademiet og er 'skralder'. Det vil sige, at hun går på indkøb i supermarkedets containere og bagerens baggård, når mørket er faldet på og butikkerne lukket.     

 "Herhjemme smider vi så meget mad ud, som slet ikke fejler noget. Når nu så mange ude i verden sulter, synes jeg, at man bør udnytte alt det, der er tilovers her hos os", argumenterer hun. 

Mange fingre ryger i luften. På spørgsmålet, om hun er blevet anholdt for at skralde mad, svarer Hannah Anbert, at hun engang har tilbudt en politimand et stykke roulade. Hun er blevet bortvist, men aldrig anholdt.

En udstilling med mange stemmer

På etagen nedenunder den spørgelystne sjetteklasse handler udstillingen Skrald om, hvordan byen og københavnerne har levet og lever med skraldet. I udstillingens midte står en container i fuld størrelse og muligheden for at kravle ned og undersøge, hvad der måtte gemme sig her, står museumsgæsten eller den nysgerrige skoleelev frit for.  

"Vi ville skabe en vej til viden om skrald gennem sanserne", siger leder af Skoletjenesten Sidsel Risted Staun, der står bag de udstillingsrelaterede sanseworkshops.

Udstillingen tager imidlertid ikke stilling til, om det er rigtigt eller forkert at skralde og på den måde opføre sig civilt ulydigt.

"Vi har været meget opmærksomme på, at hverken udstillingen eller workshops'ene har opdragende karakter. Skraldere er en del af virkeligheden om skraldet i København og som museum vil vi gerne repræsentere alle stemmer", fortæller Sidsel Staun.

'Dengang, der var vareknaphed herhjemme'

Vil man som skoleklasse have mest muligt ud af udstillingen kræver det, at forløbet er forankret hos lærerne ude på skolerne.

"Museumsbesøget er i den her sammenhæng mere end bare en isoleret ekskursion", siger Sidsel Staun.

Fra museets hjemmeside kan alle lærere hente undervisningsmaterialer inden for fire emner knyttet til skrald; Bæredygtighed, Globalisering, Skraldets forvandlinger og Samspillet mellem naturen, mennesket og byen. Undervisningsmaterialerne er sammentænkt med trinmålene i fagene Dansk, Historie og Natur/Teknik.

"Vi kan ikke opfylde alle faglige mål med vores skraldudstilling, men vi kan opfylde mange", fastholder Sidsel Staun.

Det vil klasselærer i 6.x Susan Richter Lassen give skoletjenestens leder ret i.

"Jeg kan udvide min danskundervisning med det her. Eleverne får sat billeder på de historiske forhold på en anden måde", siger hun. I hendes dansktimer har eleverne op til museumsbesøget arbejdet med temaet 'Dengang, der var vareknaphed'

"Vi har læst Hjørdis Varmer og novellen 'Appelsiner' af Tove Ditlevsen, der beskriver en tid under krigen, hvor man bestemt ikke havde mad eller andet tilovers", fortæller hun.

Workshops'ene, der i år har kørt i uge 48 og 49, genoptages i det nye år. I uge 8-12 vil det igen være muligt for skoleklasser (4-6.klasse) gratis at deltage i en af de fem sanseworkshops, der afholdes i forbindelse med udstillingen Skrald.

Foruden smagsworshoppen afholdes workshops med afsæt i lugte-, høre- føle- og synssansen. I disse tilfælde åbnes diskussionerne om skrald op af en skraldemand, en musiker, en arkæolog, en billedkunstner og to moderne dansere.      

Det er Kulturarvstyrelsen, nu kulturstyrelsen, der har bevilliget pengene til Skoletjenestens sanseworkshops omkring skraldeudstillingen.

Fakta om skrald fra udstillingen

I 2009 smed københavnerne næsten 1 million ton affald ud.

Det koster 10 kroner at fjerne et stykke tygget tyggegummi fra gaden.

66 % af skraldet ved affaldstælling 2011 var cigaretskodder

Det koster 2 kroner at fjerne et cigaretskod fra gaden

 

 

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

Tilmeld dig her

Få artikler som denne i dit nyhedsbrev