Debat

Drop fastforms-bogen!

Den traditionelle skolebog står i vejen for innovativ udvikling af undervisningen i folkeskolen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det må alt andet lige være et af skolens formål at afspejle samtiden i sin tænkning og sit virke. Og når den digitale web 2.0-virkelighed suser af sted lige udenfor skolevinduerne, så kan man vel forvente, at skolen suser med, men det gør den desværre ikke. På overfladen kan det godt se ud som om, det kun drejer sig om indkøb af ny teknologi, men det rækker faktisk langt videre end som så.

Tiden – samfundet – omgangsformerne og ikke mindst kommunikationen har ændret sig på revolutionerende vis de seneste ti-femten år. Skolens børn og unge, de digitalt indfødte, tilegner sig og besidder i dag viden på en fundamentalt anderledes måde, end en typisk voksen på 30+ gør. De gør det digitalt, og de gør det online! Og det er lige netop hér den gode, gamle fastforms-bog kommer til at stå i vejen.

Lidt forenklet kan det siges, at man tidligere mente, at hvis noget ikke stod i lærebogen, så var det ikke vigtigt. Lærebogen var indgangen til al viden og lærdom. Læringsidealet blev naturligvis et resultat af dette forhold: Man var lærd, hvis man var et omvandrende leksikon, og man havde forstået tingene på den rigtige måde, hvis man kunne gengive, hvad der stod i bøgerne.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Denne reproduktionsproces og remediering af information og viden er i vores nuværende digitale tidsalder særdeles triviel: Med enkle Google-søgninger på internettet er det muligt i løbet af ganske kort tid at finde frem til den ønskede information og viden, og man kan som elev med copy/paste-funktion lynhurtigt leve op til fortidens krav om gengivelse. Og som mange lærere i dag sagtens kan se, så har børnene ofte slet ikke lært noget af det! Opgaven er simpelthen stillet ’forkert’, fordi den er tænkt ud fra en traditionel bog og papir-sammenhæng, men forventes at virke i en digital web 2.0-virkelighed.

Skolen har en grundlæggende og naturgiven præmis om – sagt med Grundtvig/Koldske ord – at møde børnene dér, hvor børnene er. Men problemstillingen er, at skolen ikke opfatter digital information og vidensformidling på samme valide niveau som fastforms-bogen. Det er ikke gangbart i vores skole i dag.

Jeg tror, vi skal tage ved lære af børnene – de digitalt indfødte – for de samarbejder, netværker og løser problemer i fællesskab på nettet. De unge har også for længst lagt ’det-omvandrende-leksikon-opfattelsen’ fra sig. Bare man er online, så er hjælpen jo blot et par klik nær. Man kan sagtens finde ud af, hvor Nakskov ligger, hvis det er dét, der er det vigtige lige nu!

Ud fra denne synsvinkel får læreren jo en helt anden rolle end i den ’gamle’ skole. Læreren skal snarere være en slags konsulent eller sparringspartner for børnenes læring, som foregår dels ved det fysiske møde i klasselokalet men også i det digitale rum. Digitalisering er ikke et valg – det er et vilkår i dag!

1. Lige om lidt vil det være kollaborative færdigheder, samarbejdsevner og sociale kompetencer, som er vigtigere end individuelle præstationer. Fremtidens borger skal kunne arbejde i skiftende teams og projektstrukturer, hvilket selvfølgelig sker i det fysiske møde men lige så vigtigt også i digitale rum.

2. Lige om lidt er de digitale informationsmængder så enorme, at det vil være evnen/færdigheden til at kunne ’netværke’ sig frem til relevant, valid viden og information, som er i højsædet, fremfor nødvendigvis at kunne besidde den selv.

3. Lige om lidt vil digitale tekniske færdigheder være lige så fundamentalt betydningsfulde som dét at kunne ’læse, regne og skrive’. En nødvendig betingelse for at kunne deltage i fremtidens samfundsliv.

4. Lige om lidt vil skolens store opgave være at supplere mødet i det fysiske klasselokale med digitale læringsrum på nettet, hvortil der er online adgang 24/7/365, så børnene – anytime - kan logge ind og deltage i læringsforløb. Skolen skal have en digital fremtrædelsesform.

5. Lige om lidt vil lærerens fysiske tilstedeværelse i skolen også blive mødt med kravet om en tilsvarende digital online-tid.

6. Lige om lidt vil netbaserede digitale læremidler være det ’normale’. Digitaliseringen vil for alvor kunne gøre skolens læremidler interaktive og baseret på brugergenereret indhold til forskel fra dagens papirbaserede undervisningsmaterialer.

7. Lige om lidt vil børnenes penalhuse, skolebøger og kladdehæfter være erstattet af digitale apparater, som giver direkte adgang til internettet, skolens pædagogiske nettjenester, børnenes digitale læringsrum mv.

8. Lige om lidt vil den traditionelle skolebog som fastforms-udgave blive erstattet af en digital, og det vil være en af de helt store gevinster, når det multimodale tekstbegreb med fuld integration af multimedier for alvor slår igennem og tilgodeser børns forskellige læringsstile.

9. Lige om lidt vil papiret som primær fastholdelsesform i skolen blive erstattet af en digital. Med det ’digitale papir’ åbner der sig helt andre og nye måder at samarbejde på. Både mellem elever indbyrdes og mellem lærer og elever. Kommentarer, vejledning og rådgivning fra mange sider undervejs i en opgaveløsning muliggøres via den digitale fremtrædelsesform online på f.eks. blogs, Windows Live eller Google docs.

Det må stå helt klart, at skolen er nødt til at tilrettelægge sin undervisning med konsekvent brug af de digitale fordele og muligheder. Alt andet ville være at lade børnene i stikken. Fra top til bund – fra lovgivende til udøvende - fra politiker til lærer/pædagog skal der tænkes helt anderledes digitalt.

Eleverne har ikke brug for en skole, der fremstår som et teknisk museum. De har jo brug for et moderne udviklings- og læringsmiljø, hvor de selv - i samråd med læreren - kan arbejde med de ting, der er nødvendige for at komme til at leve et godt liv i et moderne, digitalt samfund.
Dette indebærer først og fremmest et brutalt opgør med fastforms-bogen som det primære læringsmiddel. Men det er ikke desto mindre en betingelse for fortsat udvikling og innovation i folkeskolen.

Skolen skal være lige ved hånden – altid online!