-
Lærere med den rigtige fagsammensætning vil ifølge planen kunne tage bøgerne til den nye cand.pæd.psych.-uddannelse frem fra 2013.
Aarhus Universitet planlægger en cand.pæd.psych.-uddannelse rettet specifikt mod lærere med en professionsbachelor og specialpædagogik som linjefag. Uddannelsen vil give psykologautorisation, og de første lærere forventes optaget i september 2013.
Beslutningen, som Aarhus Universitet har taget i dialog med Videnskabsministeriet - nu Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, - bliver hilst velkommen i Kommunernes Landsforening. Her har man arbejdet for at genoprette en autorisationsgivende psykologuddannelse til lærere siden den gamle cand.pæd.psych.-uddannelse blev lukket i 2004.
Den kommunale efterspørgsel på læreruddannede med psykologautorisation har nemlig været stor i årene siden lukningen, fortæller Niels Bjerrum, konsulent ved KL's Kontor for Arbejdsmarked og Uddannelse.
"Da den gamle uddannelse blev lukket, var man i kommunerne bange
for, at man med tiden ikke længere ville kunne honorere
efterspørgslen på psykologer med lærerbaggrund. Som
arbejdsgiverorganisation er det selvfølgelig i vores interesse at
forsøge at få åbnet en cand.pæd.psych.-uddannelse, som kan leve op
til den efterspørgsel, der er blandt vores medlemmer", siger
han.
Skal selv betale for
masteren
Ifølge DPU, som hører under Aarhus Universitet, er det planen, at
uddannelsen skal bestå af et toårigt kandidatforløb på DPU
efterfulgt af halvandet års masteruddannelse på Aarhus Universitet.
Sidstnævnte skal lærerne selv betale for, og som en del af
adgangskravet kræves to års relevant erhvervserfaring.
Der er tale om to selvstændige uddannelser, der tilsammen
kvalificerer til påbegyndelse af autorisationsforløbet for
psykologer.
For at lærerne kan påbegynde kandidatuddannelsen, kræver det dog
en professionsbachelor med linjefag i specialpædagogik, fortæller
Søren Kruse, som har ansvar for kandidatdelen af den kommende
cand.pæd.psych.-uddannelse.
"Hvis man har professionsbacheloruddannelse som lærer med linje
inden for specialpædagogik og opfylder nogle bestemte krav, så vil
man kunne blive optaget på en kandidatuddannelse i pædagogisk
psykologi med henblik på autorisation som psykolog", siger
han.
De første lærere kan få autorisation i
2019
Aarhus Universitet forventer at have en ansøgning om akkreditering
af den nye uddannelse klar i efteråret 2012, og hvis den bliver
godkendt, kan de første lærere begynde på kandidaten i efteråret
2013 og på masteren i 2015.
Hvis alt går efter planen, vurderer Søren Kruse, at de første
lærere fra den nye uddannelse vil kunne blive autoriserede
psykologer omkring 2019.
At der er en erstatning for den gamle autorisationsgivende
cand.pæd.psych.-uddannelse under udarbejdning vækker også glæde hos
Pædagogiske Psykologers forening.
I årene efter at den gamle cand.pæd.psych.-uddannelse blev lukket,
er flere med den pågældende uddannelse gået på pension. Det har
medført, at stillinger inden for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning
i kommunerne i stigende grad er blevet besat af 'almene' psykologer
uden læreruddannelse. Derfor vil åbningen af en ny uddannelse
medføre, at psykologerne på PPR-området i fremtiden vil have større
kendskab til kulturen i skolerne. Det vurderer Bjarne Nielsen,
formand for Pædagogiske Psykologers Forening.
"Der vil igen komme psykologer ud på PPR og dermed ikke mindst
på skolerne, som selv har fungeret som lærere. Dermed kender de den
kultur, der er på skolerne og den tænkning og de opgaver, lærerne
står overfor. Det er vigtigt, vi får nogen, der forstår det system
og forstår den vinkel på arbejdet med at lave så gode skoler som
muligt", siger Bjarne Nielsen.
Psykologer bekymrer sig over
jobperspektiverne
Der har været flere tidligere forsøg på at genetablere en
autorisationsgivende cand.pæd.psych.-uddannelse. Denne gang ser
grundlaget dog noget stærkere ud, blandt andet på baggrund af
kravet om en professionsbachelor med linjefag i
specialpædagogik.
Hos Dansk Psykolog Forening giver udsigterne til endnu en
psykologuddannelse dog anledning til en smule bekymring.
Jobsituationen for psykologer har ændret sig væsentligt i det
seneste årti, og mens der var mangel på psykologer, da den gamle
cand.pæd.psych.-uddannelse blev lukket i 2004, er billedet i dag et
andet. Det fortæller Rie Rasmussen, næstformand i Dansk Psykolog
Forening.
"Beskæftigelsessituationen bekymrer os. Både i forhold til oprettelsen af den nye cand.pæd.psych.-uddannelse, men også fordi tiderne simpelthen ikke er de samme, som de var for få år siden. I sidste ende kan man godt være bekymret for, at der kommer en overproduktion af psykologer. Men det kommer også til at afhænge af, hvor mange kandidater, der kommer fra den nye uddannelse," siger hun.



Kommentarer
Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.
Tilmeld dig herDe gamle cand. pæd. psyck'er
Er der nogen idé om hvilke muligheder dem som har taget, eller som er ved at tage den nuværende cand.pæd. psyck med en ”almindelig” bachelor fra seminariet har. Hvordan kan Vi opnå autorisation? Tænker man at det bliver muligt at tage suppleringsfag eller skal vi af egen lomm... Vis hele teksten