Debat

Projekt rummelig skole kræver uddannelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er svært at være uenig med skoleleder Ulla Hansen i kommentaren »Den for rummelige lærer« i Folkeskolen nummer 27 om, at det er vigtigt at fokusere på resurser og muligheder frem for begrænsninger og problemer.

På den anden side er det vel også sådan, at når man har for mange bolde i luften, kan det være svært at vide, hvilke af dem man skal gribe, og hvilke man skal lade falde.

Og det er alt for ofte situationen mange steder i den rummelige skole. Målet med den rummelige skole er vel ret beset, at den faglige og sociale interaktion mellem elever med forskellige forudsætninger og personligheder skal sikre et mangfoldigt miljø til faglig, social og personlig glæde og gavn for alle.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Desværre er oplevelsen alt for tit, at man under mantraet »den rummelige skole« samler elever med vidt forskellige særlige behov og udadvendt adfærd, uden at der nødvendigvis er sket en nærmere analyse af, hvad der skal til, for at alle i gruppen kan drage nytte af det - at projektet kan lykkes.

Der kan være mange bud på, hvad der skal til, for at intentionen med den rummelige skole lykkes. Ét af dem er uddannelse. Den nuværende læreruddannelse og de traditionelle specialpædagogiske uddannelser tager udgangspunkt i en mere klassisk undervisningsorganisering med relativt homogene elevgrupper. Vi har derfor brug for en uddannelsesmæssig indsats, der tager højde for den rummelige skoles mangfoldighed. Øvelse alene gør det næppe.

Sådan er det også for artisten, der skal lære at jonglere med mange bolde. Det er vigtigt at kende teorien og lære de basale teknikker, inden man kan mestre den avancerede jongleren.