Anmeldelse

Kanon på vrangen

Det er en kunst at vælge de bedste metoder til de forskellige kanontekster og elever

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En ny tv-serie, "1800-tallet på vrangen", skildrer det rige kulturelle liv i Danmark i 1800-tallet, og mange af de nyudnævnte, obligatoriske klassikere optræder netop i denne sammenhæng. Samtidig inddrages tidens politiske, kulturelle og sociale liv, som også rummer bagsiden af klassikermedaljen. Materialer til periodelæsning, der giver et nuanceret billede - både af klassikernes fremragende værker og af samtiden - er sjældne, efter at den nye kanon er indført. Jeg kunne godt ønske mig, at denne type materialer, der engang var så populære, blev udgivet hyppigere, så arbejdet med ældre tekster kan blive så nuanceret som muligt.

I 2005 udgav Alinea "Dansk kanon i folkeskolen", to bøger for 7.-10. klassetrin. De indeholder introduktioner til forskellige perioders politiske, litterære og kulturelle liv som optakt til en præsentation og gennemgang af teksterne, der således er sat ind i en historisk sammenhæng.

Ved gensyn med disse bøger i dag vurderer jeg stadig, at de er særdeles velegnede til undervisning i ældre tekster.

Nu kommer lillesøsteren til dette materiale, to bøger til 4.-6. klassetrin med tekster af alle kanonforfattere med undtagelse af Egon Mathiesen. Organiseringen er imidlertid anderledes end i materialet for overbygningen. Ældre og nyere tekster sammenstilles efter genrer, motiv, forfatterskaber og temaer. Som eksempler kan nævnes salmer, digte om Danmark, skiftende roller, møde med dyr, børn og voksne og fortællinger fra historien.

Det er et fornuftigt valg at præsentere det store overblik over perioderne, der kræver en højere grad af abstraktionsevne, i materialet for 7.-10. klasse og at bruge et andet ordningsprincip på mellemtrinnet.

De to bøger for mellemtrinnet er meget smukke med relevante og inspirerende illustrationer af høj kunstnerisk kvalitet, og opsætningen af teksten er læservenlig.

Teksterne er velvalgte - både som repræsentanter for de klassiske forfattere og som tekster til litteraturundervisningen på 4.-6. klassetrin. Der er mange tekster, som dansklærere kender i forvejen, men det gør eleverne jo ikke, så det vigtigste er, at de er relevante i undervisningen. Afsnittenes rækkefølge undrer mig nogle steder. Jeg kan ikke umiddelbart se logikken.

De fleste tekster egner sig til, at læreren først læser dem op, og at eleverne derefter kan arbejde med bøgernes opgaveforslag, som giver mulighed for forskellige aktive arbejdsformer og metoder, herunder meddigtning og omskrivning. Opgaverne lægger op til varierede arbejdsformer, men de er ret traditionelle og ensartede og undertiden for overfladiske, især når det gælder grundigt tekstarbejde med form og genre. Introduktionerne skildrer undertiden også nogle af de faglige områder for forenklet, sikkert med den hensigt at tilpasse stoffet til eleverne.

Teksterne og billedmaterialet i bøgerne kan anbefales, og som helhed er materialet anvendeligt til læsning af kanontekster på mellemtrinnet.