Anmeldelse

Fællesskabet må konstrueres og genbeskrives

- når senmoderne elever skal lære

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Der er én stabil faktor, og det er, at alt hele tiden forandrer sig".

Forfatterne ønsker at stille spørgsmål til undervisningen i dagens samfund, at zoome ind på skolens grundlæggende opgave, uddannelse og opdragelse i en samtid i konstant forandring. Det er lykkedes for dem.

Forfatterkollegiets tre forskellige indgangsvinkler har givet en spændende collage med elementer hentet fra forskning og undervisning i didaktik og pædagogik.

John Krejslers bidrag udgør et krydsfelt af sociologisk, antropologisk og filosofisk tænkning om læring og didaktik. Mads Hermansen sammenkobler i en illustrativ model det kognitive, det situerede og det narrative læringsaspekt, hvor selvpsykologien giver en forståelsesramme. Elsebeth Jensen arbejder inden for det praktisk-teoretiske felt med undervisning i didaktik og pædagogik. Centralt for hende er forholdet - og nogle gange gabet - mellem virkeligheden og intentionerne i den pædagogiske praksis. Grundsynet er det samme for de tre forfattere:

Fællesskaber er i dag ikke et grundvilkår for mennesker i den vestlige verden, de må konstrueres og genbeskrives. Valg bliver foretaget med viden om, at det i princippet lige så godt kunne være anderledes, og på trods af uddannelsespolitiske forsøg på at "rette ind" gennem kanoniseringer og nationale test råder rastløshed og kulturløshed på den ene side og mangfoldighed og nye muligheder på den anden side.

Den fælles grundskole yder således et væsentligt bidrag til samfundets sammenhængskraft, og lærerens opgave er både opdragelse og undervisning. Hendes pædagogiske paradoks består i, at hun må bestemme over eleverne for at lære dem at bestemme over sig selv. Hendes hensigt om forandring definerer lærer-elev-relationen som et asymmetrisk forhold, hvor læreren kundskabsmæssigt er den, som "ved" mest, og den, der i udgangspunktet gennem sine didaktiske overvejelser må have kernespørgsmålene for øje: Hvad det er nødvendigt at lære, hvorfor og hvordan, her suppleret med hvem og hvornår.

At være læringsleder betyder ikke at være mest "værd". Fokus på magt og relationer i klassen bliver en beskrivelse af, med hvilke redskaber læreren iscenesætter læringsrummet. Rå magt, som lektor Blomme praktiserede, er tydeligvis forskellig fra moderne læreres praksis, men paradokset er, at også strategier vedrørende individcentreret undervisning rummer funktioner, som begrænser, ja i nogle tilfælde gidselsætter individet.

Individualitetsdidaktikkens udgangspunkt må være, at eleven selv ved mest om sin egen læring, og at undervisningen derfor må være en fortløbende kommunikation.

Forskellige "klassiske" didaktiske modeller og temaer refereres kort (Carl Aage Larsen, Hiim og Hippe, Lars Løvlie, Erling L. Dale, Wolfgang Klafki, Donald Schön), og forfatterne har selv udviklet en udmærket tænkemodel, "Perspektiver på planlægning af undervisning - centrale kategorier".

Bogens sidste del udmærker sig ved at stille læseren nogle spørgsmål til overvejelse, spørgsmål, som både lærerstuderende og garvede lærere kan have udbytte af at besvare.