Hjernen går i stå

Skolen skal være præget af oplevelser, uforudsigelighed og mulighed for at tænke, vurdere og filosofere. Ellers går elevernes udvikling i stå, siger hjerneforsker

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nutidens skole giver ikke eleverne lov til at udvikle sig!

Denne påstand er baseret på den nyeste hjerneforskning og fremsættes i en ny bog af den finske hjerneforsker Matti Bergström fra Helsingfors Universitet.

Matti Bergström er internationalt kendt for en lang række videnskabelige arbejder om neurofysiologi og er netop udkommet med sin anden bog på dansk, 'Neuropædagogik - en skole for hele hjernen', på Hans Reitzels Forlag.

Her går han i rette med nutidens skole, fordi den i al for høj grad baserer sig på levering af information i strengt saglige rammer.

En sådan skole er, set ud fra et 'hjernesynspunkt', direkte skadelig. Den menneskelige udvikling kræver, ifølge Matti Bergström, 'at hjernens ikke-lineære, komplekse regioner - dem, som ligger nærmest hjernestammen og det limbiske system med Jeg'et - får lov til at være aktive. Kun da kan hjernen - efter at kaotiske mellemstadier er opnået - nå nye stabile niveauer i udviklingen'.

Det betyder med andre ord, at miljøet skal være præget af oplevelser, en vis grad af kaos, uforudsigelighed og mulighed for at tænke, vurdere og filosofere. Hvis ikke, går hjernens udvikling i stå.

Informationsskolen

Matti Bergström kalder i sin bog vore dages skole for 'informationsskolen', hvor idealeleven er den, der indhenter mest viden og mest logik, hvormed denne viden kan behandles. Men ud fra hjernens synspunkt er dette 'opdragelsessystem' forkert.

Folkeskolen talte med hjerneforskeren i sidste uge for at få hans kommentar til den udvikling, der kan blive en konsekvens af Finansministeriets budgetredegørelse. Den anviser besparelser på den del af skolens undervisning, som ligger uden for klasselokalet. Altså på ekskursioner, lejrskoler, besøg på virksomheder, plejehjem, i naturen og så videre.

Netop denne type undervisning, siger Matti Bergström, er forudsætningen for, at eleverne kan udvikle et bredt spekter af hjernens ressourcer.

- Jeg kender ikke det danske skolesystem. Men et lukket system - en lukket skole - kan ikke udvikle hjernen hos individet. Dette er en naturlov!

- Nutidens skole er i alt for høj grad karakteriseret netop ved love, orden, forudsigelighed og regler, ved den saglige information, som gives i målrettede og forudsigelige rammer.

Børn bliver voldelige

- Hvad sker der, når udviklingen af hjernen stopper?

- Der sker det, at børnene får problemer, for alle børn har fantasien og kreativiteten og evnen til at filosofere i sig. Børn vil gerne vurdere og spørge og høre om ting og sager, og de vil gerne lege. Men det får de ikke lov til i tilstrækkelig grad i det lukkede skolesystem.

- Forklaringen på, at danske skoler - og andre skoler i den vestlige verden - i disse år oplever så mange børn, der bliver urolige, ukoncentrerede og voldsomme i skolen, kan også søges i neuropædagogikken, siger Matti Bergström og fortsætter:

- Vold kommer af, at hjernen - de dybe talenter, entusiasmen, de selvstændige vurderinger, filosoferingen - ikke bliver forbundet med kundskab. Da reagerer børn og unge med det, de har at reagere med. Og da de ikke har så megen kundskab, reagerer de med kraften, den primitive ressource. Man kan sige, at hjernen reagerer med at gøre oprør. Og da bliver det til vold.

- Disse voldelige børn og unge har ikke mulighed for at bruge deres indre kreativitet og vurderingsevne, deres fantasi og entusiasme. Individet må kunne bruge begge typer af kræfter - både dem, der kommer fra dybet, og de kundskabsmæssige. Vi har ikke brug for information, men kundskab. Det er vigtigt at huske på, siger Matti Bergström.

Læreren er regissør

- Hvad er for dig den ideelle skole?

- Ud fra hjernens synspunkt er det en skole, hvor der kan ske alle mulige uforudsigelige ting og sager, som eleverne oplever og skal tage stilling til. Det er en skole, hvor børnene er sammen på tværs af aldersgrupper, og hvor de selv finder sammen i grupper på basis af fælles interesser.

- Her er læreren en slags regissør, som ved, hvad der sker, og som kan hjælpe eleverne, når de har behov for det. Det er en skole med værksteder og mulighed for at prøve kræfter med det, jeg vil kalde 'naturlige livssager'.

- Mulighedernes skole er karakteriseret ved, at der er en vis grad af kaos og energi i form af indflydelse udefra, nye tanker og åbenhed over for elevernes egne vurderinger, siger Matti Bergström.

Han nævner som eksempel, at børnene og deres lærere tager ud i samfundet, på virksomhedsbesøg, får kontakter med mange forskellige dele af samfundet, tager på besøg hos de gamle, ud i naturen - ud og få oplevelser, der kalder på kreativitet og energi.

- Jeg hørte en dag en rumforsker fortælle, hvordan hans barndoms oplevelse af en stjernehimmel havde sat ham på sporet af hans senere karriere som rumforsker.

- Når børn kommer ud, ser og oplever de ting og sager, de gemmer på resten af livet. Deres bevidsthedsgrad stiger, når de får sådanne uventede oplevelser. Og da kommer lærdommen. De bliver entusiastiske, og vi ved, at dette hjælper børn til at lære sig data og tilegne sig viden. Det har man forsket i, siger Matti Bergström.

- Der er vældigt mange, der som jeg mener, at det er dér, vi skal hen. Derfor er det sørgeligt for mig at høre, at der i Danmark er tegn på, at man vil tage alt det bort, der er i mulighedernes skole. Det, man sparer på børnene, kommer man til at betale mangefold tilbage. Det ved vi fra neuropædagogikken, siger Matti Bergström.

Annette Wiborg er freelancejournalist

- Når børn kommer udenfor skolen, ser og oplever de ting og sager, de gemmer på resten af livet. Deres bevidsthedsgrad stiger, når de får sådanne uventede oplevelser, siger Matti Bergström

Det, man sparer på børnene, kommer man til at betale mangefold tilbage. Det ved vi fra neuropædagogikken