Aase Kirkegaard fortæller den 23-årige dansk-makedonske Nadije Osmanis historie.

Den var for et par år siden i alle aviser: 18-årig pige bedøvet og smuglet til Makedonien. Her blev hun udsat for tvangsabort og skulle bortgiftes til lokal mand. Det danske politi reagerede på den danske kærestes alarm, og det lokale politi hentede hende og sendte hende til Danmark. Faderen og moderen fik adskillige års fængselsstraf, men den unge kvinde, der nu har dansk mand og to børn, er stadig bange for familiens hævn og har bosat sig i udlandet.

Bogen skildrer med mange gentagelser en angstfyldt barndom med en voldelig far, der sætter sine feudale æresbegreber over alt andet, bakket op af kone og onkler og tanter. Pigen bliver efter års mishandling endelig fjernet fra hjemmet, efter at både skole og socialvæsen har udvist stæreblind tålmodighed med faderens overgreb. Pigen har gang på gang fortalt skole og socialrådgiver om de mange tæsk, alligevel vælger systemet at sætte sin lid til, at man kan snakke faderen ud af den voldelige adfærd. Først da hun er teenager, fjernes hun, men lokkes hjem af lillesøsteren og bortføres. Takket være den danske kærestes vedholdenhed og pressens bevågenhed bliver hun hentet tilbage til Danmark, og familien straffes.

Historien fortælles angiveligt for at forhindre, at andre piger fra etniske mindretal skal udsættes for samme årelange vold, før systemet reagerer med fjernelse. Skildringerne af både skolens og socialvæsenets oprørende langmodighed med faderen er da også oplysende læsning for lærere. Hvis vi støder på lignende sager, skal der handles anderledes benhårdt og ikke pladres om kulturforskelle og undskyldelig etnisk voldelighed. Alle børn i dansk skole skal kunne regne med os og dansk lov, hvis de er udsat for overgreb.

Men jeg vil ikke læse bogen i en klasse. Den kan efterlade indvandrerelever i et håbløst dilemma, hvor de nemt tvinges til over for rystede kammerater at forsvare en familietradition, der dæmoniseres af den specifikke rædselsberetning i bogen. Børns rettigheder skal gennemgås, uden at vi skræmmer. Og det er lærerne og skolelederne, der skal op på mærkerne, ikke eleverne, der skal sættes op imod hinanden.